Hovedsponsor ombestemmer sig og forlænger med EfB
I efteråret meddelte Claus Sørensen Gruppen, at de ville stoppe deres sponsorat af EfB til sommer. Nu har de ombestemt sig.
Søndag tabte Esbjerg fB 2-1 i den direkte oprykningsstrid mod B 93.
Derfor ser det med en kamp tilbage rigtigt svært ud for fodboldklubben i Esbjerg, hvis de vil skifte 2. division ud med 1. division.
Der er dog fortsat opbakning fra klubbens hovedsponsor, Claus Sørensen Gruppen, der mandag har forlænget samarbejdet med EfB for den kommende sæson.
Det er nu, vi i fællesskab skal vise, at vi som by kan se bort fra manglende sportslige resultater og i stedet se fremad
Jesper Toft Mathiasen, administrerende direktør hos Claus Sørensen Gruppen
I september meldte administrerende direktør i Claus Sørensen Fond, John Riis Andersen, ellers ud, at man ikke længere ville støtte klubben.
- Vi er langt fra enige i den tilgang og fremgangsmåde, som de amerikanske ejere har. Så når vores hovedsponsorat udløber næste sommer, må der andre til - det gør ondt, og det smerter mig, men sådan er det. Vi er færdige med EfB, sagde han til JydskeVestkysten i september 2022.
Over for TV SYD ville John Riis Andersen efterfølgende ikke uddybe den kritik, han rettede af ejerne.
- Jeg har ingen kommentarer til, hvordan ledelse eller andet i klubben foregår. Det her er besluttet ud fra sportslige resultater. Der er intet personligt i det, sagde John Riis Andersen dengang.
Til og med næste sæson
Dengang ville han heller ikke forholde sig til, om Claus Sørensen Fond Holding A/S ville genoptage samarbejdet.
- Hvorvidt vi vil tegne nyt sponsorat eller andet, det har jeg ikke lyst til at tage stilling til endnu. Der er længe til næste sommer, siger han.
Nu er det blevet sommer - og klubben har forlænget sponsoratet til og med næste sæson.
- Det er nu, vi i fællesskab skal vise, at vi som by kan se bort fra manglende sportslige resultater og i stedet se fremad, og at vi ved et bredt funderet sammenhold kan bringe klubben tilbage til toppen af NordicBet Ligaen inden for overskuelig fremtid, udtaler Jesper Toft Mathiasen, administrerende direktør hos Claus Sørensen Gruppen.
I sidste uge forlængede Blue Water deres samarbejde med Esbjerg fB i en aftale, der løber frem til 2028.