Efter tusindvis af timer med at udvikle spil er vestjyde i selskab med de tunge drenge
Niels Wosylus begyndte at udvikle spil som 10-årig. Nu er han til messe med de store drenge.
Niels Wosylus fra Tjæreborg er til Gamescom i Köln sammen med 27 andre danske spiludviklere. Det er verdens største messe for computer- og konsolspil, som 320.000 mennesker besøgte i 2023.
Spiludvikling er en erhvervsgren, der kun går en vej, og det er opad. Og for Niels begyndte det foran fjernesynet derhjemme.
- Jeg kom hjem fra skole, og så så jeg et afsnit af 'Troldspejlet' (Et program om tech, tegnefilm og sci-fi på Danmarks Radio, red.). Der fortalte de om et program, hvor man selv kunne bygge sine spil. Det blev sådan en slags hobby, og det gør jeg stadigvæk, fortæller Niels Wosylus, der bor og arbejder i Tjæreborg.
Niels Wosylus har været med i et par små techvirksomheder, indtil han som 25-årig grundlagde sit eget firma. Samtidig har han læst business development på Aarhus Universitet i Herning.
- Jeg tror altid, jeg har villet være spiludvikler, siger han og fortsætter.
- Det viste sig jo bare, at jeg var god til at programmere, og så var det ret naturligt at lave spil.
Hvad er det ved det, du godt kan lide?
- Det er, at jeg får lov til at kombinere mange forskellige discipliner, så jeg har noget teknisk i programmeringsdelen, der er noget forretningsmæssigt. Og så får jeg lov til at arbejde med forfattere, komponister og kunstnere. Folk som kan alt muligt forskelligt, fortæller han fra Köln.
Kan også finde væk fra skærmen
Niels Wosylus anslår selv, at han har brugt tusindvis og tusindvis af timer i sine barndomsår på at udvikle spil. Men det har ikke holdt ham fra at lege med andre børn.
Han anslår, at det tager alt mellem halvanden time og fem år at udvikle et spil. Lige nu arbejder han på spil til PC og spillekonsoller. Og der er en grund til, at det tager så lang tid.
- Der er virkeligt meget arbejde bag. Tit så starter man med en ide, og så bygger man noget, og så viser man det til nogle gamere, og så begynder folk at sidde og spille det, og så finder man ud af, at det ikke var sådan, det skulle være, eller hvis det ikke er sjovt. Så når man ser sådan et færdigt spil, så ligger der måske et helt spil mere omme bagved, som bare er blevet slettet undervejs, fortæller Niels.
Dansk Erhverv og Gamescom.
Gamescom åbner onsdag d. 21. august i Köln – og en stor delegation af danske virksomheder står klar til at møde deres globale kollegaer og skabe forbindelser til nye partnere. I år er Danmark sammen med de øvrige nordiske lande inviteret til at være officiel partner for Gamescom – og det giver ekstra synlighed, ekstra publicity og ekstra mange besøgende på den danske stand. Det er en stor cadeau til den danske spilbranche fra Gamescom og er med til at cementere, at den danske spilbranche består af globale virksomheder, der bringer nyt til bordet og fanger opmærksomhed, selv på en messe med mere end 300.000 deltagere over fem dage.
”Den danske spilbranche er et modent og stort marked, som udlandet for alvor har fået øjnene op for. Den kreativitet og det drive, der kendetegner den danske spilbranche, skaber stærke resultater, og det er en vare, der efterspørges i et globalt marked, der er på en solid vækstrejse.
siger branchedirektør i Dansk Erhverv Louise Risgaard. Og fortsætter:
”I Dansk Erhverv støtter vi naturligvis op om de danske spilvirksomhederes eksportambitioner, og arrangerer igen i år et samlet eksportfremstød til Gamescom, med god støtte fra Trade Council/Udenrigsministeriet,”
Kilde: Dansk Erhverv.
Spiludvikleren fra Tjæreborg vil noget med sine spil.
- Jeg kan godt lide, når det man laver har en eller anden form for indflydelse udover bare at være underholdning. Du ved, hvis man kan skubbe til folk eller gøre noget i den rigtige verden, som betyder noget. Det synes jeg er cool.
Niels og de andres deltagelse i messen i Köln er støttet af Dansk Erhverv, men han kunne godt ønske sig noget mere opbakning. På verdensplan er spilindustrien større end film og musik.
- Hvis du for eksempel tager til Tyskland eller til Holland, så er det meget, meget nemmere at starte en spillevirksomhed, fordi de har bedre støtteordninger, fortæller Niels Wosylus.