EfB anker bøde- og tilskuerstraf
Skandalekampen mellem Kolding IF og Esbjerg fB, hvor EfB-fansene kastede romerlys ind på banen, koster EfB en bøde på 75.000 kroner, et tomt Blue Water Arena til første hjemmekamp i den kommende sæson, og ingen fans til førstkommende udekamp.
Det besluttede Fodboldens Disciplinærinstans i juni.
Straffen er bare hård. Det mener i hvert fald esbjergenserne, og derfor ankede EfB så afgørelsen til Fodboldens Appelinstans denne tirsdag.
Det skriver JydskeVestkysten.
- Det er særligt det, at vi skal spille uden tilskuere i vores næste hjemmekamp, der efter vores opfattelse er ude af proportioner. Jeg har i hvert fald ikke kunnet finde andre eksempler på hold, der er blevet straffet så hårdt, siger direktør Jens Hammer Sørensen til mediet.
Esbjerg fB er også blevet taberdømt som følge af urolighederne.