Årets byggeri ligger i Esbjerg
Maritimt Center i Esbjerg er kåret til årets byggeri 2023 for blandt andet at have skabt fællesskab inden for det maritime liv.
"En perfekt balance mellem funktionalitet og fællesskab"
Sådan lyder nogle af de rosende ord til Maritimt Center i Esbjerg. Ordene fulgte med prisen "Årets Byggeri 2023" i den åbne kategori.
Både bygherre, arkitekter, entreprenører, håndværkere, materialeproducenter, politikere og foreningerne var der, da dommerkomitéen bestående af topchefer fra byggebranchen overrakte prisen tirsdag.
- Man kan sige, at da vi tegnede huset i sin tid, så blev der efterspurgt et sted, hvor man kunne dyrke fællesskabet, siger Thomas Kock, der er stifter af Werk Arkitekter.
Læs dommerbetænkningen her
Maritimt Center vinder prisen 'Årets Byggeri' af flere overbevisende årsager. Her er begrundelsen for, hvorfor dette byggeri fortjener opmærksomheden:
Fokus på fællesskab: Maritimt Center har skabt en imponerende destination, der fremmer fællesskab og samvær inden for det maritime liv. Det giver plads til vandsportsklubber, træningsfaciliteter og sociale aktiviteter, hvilket styrker det maritime foreningsliv og samler mennesker omkring deres fælles passion.
Inkluderende og tilgængeligt design: Bygningens cirkulære og åbne design inviterer besøgende ind fra alle vinkler og skaber en inkluderende og tilgængelig bygning. Dette fremmer interaktion og tilgængelighed for alle.
Funktionelt og alsidigt: Bygningen har en alsidig brugsplan med plads til forskellige maritime aktiviteter, fra dykning til kajaksejlads og skoleaktiviteter. Det er et multifunktionelt rum, der imødekommer behovene hos et bredt spektrum af mennesker.
Naturligt lys og visuel forbindelse: Store vinduespartier sikrer masser af naturligt lys og skaber en forbindelse mellem bygningen og dens omgivelser. Om natten fungerer det som en varm lanterne og tilføjer en smuk belysning til Esbjergs skyline.
Robusthed: Maritimt Center er ikke kun smukt, men også praktisk og robust. Det er designet til at modstå barske vejrforhold og kan imødekomme højvande. Konstruktionen kombinerer elegance med funktionalitet.
Samlet set repræsenterer Maritimt Center en perfekt balance mellem funktionalitet og fællesskab. Det er en destination, der ikke kun opfylder de maritime behov, men også skaber et inkluderende rum for alle besøgende.
Det lykkedes for arkitektfirmaet, der har tegnet stregerne til stedet.
- Man har skabt en bygning, der både udtrykker sig arkitektonisk og fungerer på en måde, der bidrager til fællesskabet og annoncerer til andre, at med tilstedeværelsen her ved havnen, at her kommer man til maritime oplevelser, siger Scott Hollingsworth, der er formand i dommerkomitén til Årets Byggeri.
Fællesskab er nøgleord
Det er i særdeleshed fællesskabet, der bliver lagt vægt på i valget af Maritimt Center som årets byggeri.
Det bliver fremhævet, at mange af Esbjergs maritime aktiviteter og foreninger ligger under samme tag, og takket være bygningens unikke udformning, er de nu også i læ for den kolde vestenvind.
- Rent funktionelt, så har vi fået nogle fantastisk lokaler. Tingene virker med alt det vi har af udstyr, og vi er kommet meget tæt på vandet, forklarer Lars Bisgaard der er formand for Brugerrådet.
Og sådan et byggeri gør også en borgmester glad.
- Det bliver et samlingspunkt og virkelig et sted, hvor folk vil komme for at se en flot bygning, men forhåbentlig også for at være aktive i og omkring vandet, siger Jesper Frost Rasmussen (V).
Udover nu at være kåret til Årets Byggeri i Danmark, så er Maritimt Center også netop blevet præmieret af Esbjerg Byfond for den måde den innovative og frie arkitektur skaber en imødekommende og harmonisk atmosfære på. Herudover har huset også tidligere i år vundet både IOC IPC IAKS Architecture Prize og Danish Wood Award 2023.