Verdens ældste højskole er mere end klar til at modtage eleverne
I den kommende uge kan knap 80 elever endelig vende tilbage til Rødding Højskole og fortsætte deres ophold. Det er en kæmpe glæde, siger forstander Mads Rykind-Eriksen.
Mads Rykind-Eriksen glæder sig.
Som forstander på verdens ældste højskole i Rødding er han vant til, at spisesalen og opholdsstuerne summer af glade stemmer. Derfor var nyheden, om at eleverne allerede kan indtage højskolen på onsdag den 27. maj, meget kærkommen. For hvad er en højskole uden elever?
- Det er en kæmpe glæde, at vi kan åbne igen. Vi glæder os rigtig meget til at modtage eleverne. Højskolen har ligget fuldstændig øde hen, og det er det eneste, en højskole ikke skal. Der skal være liv og glade dage, siger Mads Rykind-Eriksen.
Vi glæder os rigtig meget til at modtage eleverne. Højskolen har ligget fuldstændig øde hen, og det er det eneste, en højskole ikke skal.
Mads Rykind, forstander på Rødding Højskole
Sammen med medarbejderstaben knokler han lige nu for, at Rødding Højskole kan tage imod de savnede elever onsdag og allersenest torsdag afhængigt af myndighedernes coronaretningslinjer, som højskolen endnu ikke har modtaget.
Morgensang i det fri
Men sikkert er det, at de sidste tre uger af elevernes ophold kommer til at være lidt anderledes end før coronaen. Derfor er højskolestaben ved at finde ud af, hvordan spisning, undervisning og rengøring praktisk kan lade sig gøre.
- Heldigvis har Rødding Højskole en stor bygningsmasse. Det er en gammel bondegård, så lokalerne er indrettet til, at vi kan være dem, vi plejer at være, med god afstand, siger Mads Rykind-Eriksen.
Han glæder sig også over, at det trods alt er forår, så et af højskolens vigtigste daglige indslag stadig kan gennemføres.
- Morgensang er jo en kernedel af enhver højskole, men nu skal vi holde to meters afstand til hinanden, hvis vi vil synge. Derfor forestiller jeg mig, at vi kommer til at stå udendørs og synge, men det vil også kun være dejligt, hvis vejret ellers arter sig, siger Mads Rykind-Eriksen.
Kan nå at få en hverdag
De mange ugers nedlukning af højskolen har betydet et lille frafald af elever, men lærerstaben regner med, at 70-80 elever vender tilbage og deltager i de sidste tre uger af højskoleopholdet. I den forbindelse har det afgørende betydning, at højskolen allerede kan åbne nu, og ikke er nødt til at vente til den 8. juni, som regeringen ellers havde varslet.
- Det betyder rigtig meget. Nu kan eleverne rent faktisk nå at få lidt almindelig hverdag, så det hele ikke bliver intro og outro. Det er lang tid siden, eleverne har set hinanden, så de skal lige finde sammen igen. Nu kan vi nå at få ro på og finde en hverdagsrytme, inden opholdet slutter, siger Mads Rykind-Eriksen.
Største efterårshold nogensinde
Forstanderen glæder sig også over, at der allerede er stor interesse for at komme på højskole til efteråret, for selvom højskolerne har været begunstiget med generøse hjælpepakker, og man i Rødding derfor ser ud til at klare sig fint igennem nedlukningen økonomisk, så har det alligevel givet lidt bump på vejen, lader forstanderen forstå.
- Vi har det største tilmeldingstal til noget efterårshold i vores tid som forstanderpar siden 2007. Det er helt, helt tydeligt, at der er en effekt af, at unge mennesker for eksempel ikke kan tage ud og rejse. Så det er jo meget glædeligt for os, siger Mads Rykind-Eriksen.