Corona-krise-trods: Slagteri har succes med salgsvogn
Det lille private slagteri i Ravsted har vendt corona-krisen til en succes. De har så travlt, at de næsten ikke kan følge med.
Som vi skrev i en anden artikel forleden (se 'læs også', red.), sætter kriser som coronakrisen fart på nytænkning og opfindsomhed. Også i Ravsted nær Bylderup-Bov.
I årevis har den lille slagterforretning i byen haft en salgsvogn på Brørup Marked, men det er jo blevet godt og grundet lukket på grund af smittefaren. Så var gode råd lige for hånden.
- Vi tænkte, at vi kunne jo bare stille salgsvognen op her uden for forretningen og sælge derfra. Vores egen butik er for lille, der kan ikke være ret mange, og især ikke, hvis de skal holde afstand, men det kan de ude i det fri, fortæller Claus Clausen, der tidligere har været slagtermester i Ravsted, men nu hjælper sin søn, Jørgen Henrik.
100 bestillinger
Og kunderne har taget imod det. Forretningen lægger tilbud ud på Facebook, og kunderne kan så bestille, og i denne uge har der været 100 bestillinger, som slagtermester Jørgen Henrik Clausen og hans far har haft travlt med at pakke, til kunderne kom og hentede dem onsdag eftermiddag.
Normalt er den mobile slagterforretning åben om fredagen fra 13 - 16, men på grund af påsken er åbningstiden i dag flyttet til onsdag. Det er også muligt at handle kød i Ravsted uden at bestille på forhånd. Men husk at holde afstand i køen, der kommer mange.