Mand i fertilitetsbehandling: - Har du spurgt mig, hvordan jeg har det?
29-årige Oliver Kielstrup fra Vejle har et budskab. Han vil gerne have mere opmærksomhed på mandens følelser, når det kommer til at være ufrivillig barnløs.
I den nye TV SYD-serie 'Bliver jeg nogensinde far?' følger vi to par i fertilitetsbehandling, hvor fokus ligger på mændene.
De føler begge, at mandens følelser kan blive negligeret, fordi opmærksomheden tit falder på kvinder, når det kommer til barnløsheden.
- Det er ikke mig, der skal trække det fysiske læs, men jeg skal også trække det psykiske læs. Der tror jeg faktisk, at jeg nogle gange har haft det værre end Stine, siger han.
Hans kæreste, Stine Lykke, har heller ikke altid været opmærksom nok på Oliver i hele forløbet.
- Stine var meget ked af det en dag, og jeg sagde, at jeg godt kunne forstå hende. Men så spurgte jeg: "Har du spurgt, hvordan jeg har det?". Det indrømmede hun, at hun ikke havde, og det blev hun ked af, for hun havde nok ikke tænkt på, at det også påvirker mig på samme måde.
Første afsnit bliver sendt på TV SYD i aften kl. 19.30, men allerede nu kan du se afsnittet på TV SYD PLAY.
Læs hele artiklen med Oliver Kielstrup herunder.