Sommertrafikken i Billund Lufthavn både faldt og steg
Samlet gik der 1.297.330 rejsende gennem lufthavnen i Billund i løbet af juni, juli og august. Det er rundt regnet 36.000 færre end samme periode sidste år.
Især i juli og august faldt trafikken fra Vestdanmarks største lufthavn, der oplevede et fald på henholdsvis 3,7 og 3,6 procent.
I juli gik 479.347 passagerer gennem lufthavnens security, hvilket var 18.564 færre end samme måned sidste år. For august var tallene en nedgang på 3,6 procent, hvilket svarer til 15.532 passagerer.
Mens det på passagersiden gik tilbage, gjorde det modsatte sig gældende på fragtsiden. I august blev der håndteret 7.335 ton luftfragt i Billund Lufthavn, en stigning på 17,8 procent i forhold til samme måned sidste år. I alt blev der håndteret 22.624 ton cargo i løbet af de tre sommermåneder, og derfor blev det den sommer med mest luftfragt i lufthavnens 60-årige historie.