18-årig fik ændret sin holdning til prins Christians gallataffel
18-årig fik ændret sin opfattelse af Kongehuset, efter hun deltog i prins Christians gallataffel søndag aften.
Jessica Nicole Pedersen var én af de unge fra 98 kommuner, som sammen med andre medlemmer af kongefamilien deltog i prins Christians 18-års fødselsdagstaffel i Riddersalen på Christiansborg søndag aften.
- Det føles som om, at det var en drøm. Det var megafedt, siger Jessica Nicole Pedersen.
Hun blev udvalgt af en ungekomité i Billund Kommune, som blandt andet lagde vægt på hendes frivillige arbejde i kommunens Unge- og Kulturhus.
Hun begyndte sin søndag med at få sat hår og blev derefter kørt til en bus fyldt med unge, som blev fragtet til Christiansborg. Undervejs var en officer fra Søværnet med, som fortalte om etiketten, når nu man skulle feste med de kongelige.
Det kunne også mærkes i bussen, hvor det ifølge Jessica kunne mærkes, at følelserne sad ude på tøjet.
Det var en god idé, at de holdt en fest og vækkede os unge
Jessica Nicole Pedersen
- Vi var meget spændte og gejlede hinanden op til, at vi snart skulle hilse på dronningen og resten af kongefamilien, siger hun.
Mobilen i garderoben og på med kjolen
Da bussen ankom til Christiansborg, klædte de Jessica om til gallakjole, hvorefter hun fulgtes med Jeppe Klitgaard fra Billund til mødet med Hendes Majestæt Dronning Margrethe, kronprinsparret og aftenens fødselar prins Christian.
- Vi kendte ikke hinanden på forhånd, men vi talte om, hvor meget vi glædede os, siger hun.
Først fik de lige tjekket invitationerne og id i en sikkerhedskontrol. Der fik hun også udleveret menukort og bordplan.
Deres navne blev råbt op, og så måtte de hilse.
- Jeg nejede, gav et ordentligt håndtryk og fik et ordentligt et tilbage, siger Jessica.
Riddersalen var pyntet op med runde borde, hvor unge, kongelige og andre repræsentanter fra hoffet eller det bedre borgerskab blev blandet. Jessica sad for eksempel til bords med attacherede adjudant til H.K.H. Prinsesse Elisabeth af Belgien, major Anders C. Holmen og sangeren Klara "Giift" Mkhatshwa.
- Det var megahyggeligt og rart med nye bekendtskaber. Folk var meget åbne, og vi var alle meget spændte, siger Jessica.
Talte med Kronprinsessen
Undervejs kunne gæsterne strække benene udenfor salen, og den mulighed greb Jessica. Der kom H.K.H. Kronprinsesse Mary hen til hendes gruppe af gæster.
- Der talte hun om, at prins Christian var nervøs for at holde sin tale, og at hun var glad for, at os unge havde mødt en masse fra hele landet, siger Jessica.
Festen fortsatte med musik og flere indslag, hvorefter den sluttede klokken 22.00. Omkring klokken 03.00 var Jessica hjemme i sin seng. Fuld af oplevelser.
Det var også en ung kvinde med et forandret syn på Kongehuset, som vågnede mandag morgen. Tidligere var det blot en institution, hun ikke tænkte over. Før "var de der bare".
- Jeg synes, at det var et megagodt initiativ, at invitere os unge. Så fik vi set, hvordan de er. Jeg skal i højere grad følge kongehuset nu. Jeg føler, at jeg har fået et indblik, og føler, at man kan snakke med dem. De er ikke reserverede. Så det var en god idé, at de holdt en fest og vækkede os unge, siger Jessica.