En flybillet gav hende det, hun brændende ønskede sig i ti år
I ti år har Sissel Møllers civilstatus været den samme. Single. Til en familiesammenkomst i november 2023 blev hun ramt af en stor længsel efter kærligheden. Kort efter begyndte en lang, uventet kærlighedsrejse.
Den årlige æbleskivedag hos Sissel Møllers forældre var kommet. På tiende år troppede hun op alene. Det var ikke uvant for hende. Alligevel føltes det anderledes.
Når hun kiggede sig omkring, så hun kun par og familier. Hendes to brødre sad med hver deres kone og børn.
- Hvad er der galt?
Sådan lød spørgsmålet fra Sissel Møllers mor, der forsøgte at trøste sin datter i baggangen.
Snøftende stod Sissel Møller og havde svært ved at sætte ord på, hvad der trykkede.
Alligevel vidste hun, at det var en følelse af ensomhed og forkerthed, der fyldte. Hun var 29 år og single.
- Jeg var igen, igen, igen den, som bare kom alene og gik hjem alene, og det blev jeg ramt af, siger hun.
Dagen efter delte hun et opslag på sin Instagram med sine flere tusind følgere.
Her beskrev hun hele seancen, hun havde oplevet hos sine forældre, fordi hun tænkte, at der måtte sidde andre i samme situation som hende.
Sissel Møller lagde opslaget på Instagram den 20. november 2023. I opslagsteksten forklarede hun blandt andet, hvordan hun følte sig forkert over ikke at have et ønske om at stifte sig en familie som alle andre - men i stedet blot have et ønske om at finde en partner.
- Jeg ved, der er mange, der kan lide at læse personlige opslag, fordi de kan sætte sig ind i det. Det er rart at vide, at man ikke er den eneste, der kan have det svært, siger hun.
Opslaget blev modtaget med flere likes og varme kommentarer fra hendes følgere, og flere stod i en situation, der mindede om hendes.
Andre bakkede hende op i søgen efter kærligheden.
I en af kommentarerne stod der, at hun måske kunne være så heldig at få sin kommende partner i julegave.
En vild kærlighedsrejse begynder
En aften i december 2023 lignede mange andre. Singlekvinden swipede tommelfingeren fra side til side på sin telefon. Den ene mand dukkede op efter den anden.
Sissel Møller havde ikke haft succes med dating-appen. Hun havde været på utallige Tinder-dates, men efter en eller to dates med den samme mand, havde det oftest vist sig, at der ikke var potentiale til et parforhold.
Pludselig dukkede Mads Olsen op på hendes skærm. Pilot. Bor i Malaga. Men er i Danmark lige nu - få kilometer fra hende.
De viste begge interesse for hinanden på dating-appen og her begyndte en samtale, der skulle vise sig at fortsætte længe.
- Tinder er ret overfladisk og i første omgang tænkte jeg ikke, at han så spor interessant ud på sine billeder, men jeg ville alligevel give det et forsøg, siger hun.
Første møde med piloten
Mads Olsen befandt sig i Billund. Han var taget til Danmark, fordi han skulle besøge sin familie.
Sissel Møller befandt sig i Horsens, hvor hun boede.
- I mit hoved tænkte jeg, at daten ville forløbe som alle de andre. Vi mødes, går en kort tur, og så er det nok det, siger hun.
Efter to timer blev hun alligevel overrasket. Snakken flød.
De blev enige om at fortsætte deres date på en café, fordi det blev for koldt at gå rundt i decembervejret.
Jeg tog ordene til mig, fordi min far aldrig plejede at blande sig i mit datingliv
Sissel Møller
Det var i de ti singleår aldrig sket, at en Tinder-date var fortsat på en café. Den stoppede altid ved gåturen efter en time.
- Jeg var glad. Vi snakkede vildt godt sammen og havde samme humor, siger hun.
Der var bare ét problem. Mads Olsen skulle tilbage til Spanien dagen efter deres første date.
De udviste begge interesse for hinanden, men havde ikke meget tid at give af. Sissel Møller skulle arbejde den dag, Mads Olsen skulle flyve. De så hinanden kort til endnu en date, inden han forlod landet.
Her flød samtalen endnu engang af sig selv, men Mads Olsen måtte snart vinke farvel til Danmark. De kunne begge mærke, at de langt fra var færdige med at lære hinanden at kende.
Efter to dates tog Sissel Møller chancen og bestilte en flybillet til Malaga.
- Han kunne i princippet være en skør mand, men jeg følte bare sådan en ro ved ham, og så tænkte jeg, det nok skulle gå, siger hun.
Juleaften blev tredje date i Spanien
Dagen inden hun skulle hoppe på flyet og drage mod Malaga, tog hun hjem til sine forældre for at sige farvel.
På vej ud af døren sagde hendes far, at nu skulle hun gå 100 procent ind i det denne gang.
- Jeg tog ordene til mig, fordi min far aldrig plejede at blande sig i mit datingliv, fortæller Sissel Møller.
På flyveturen var hun spændt på, hvad der skulle ske, og hvordan deres relation ville komme til at udvikle sig. Hun havde ikke de store forhåbninger, men tænkte i stedet, at det ville blive sjovt og spændende at opleve.
En uge gik. Lange samtaler, varme, Malaga.
I modsætning til Danmark, hvor stormen Pia rasede. Selvom det godt kunne lade sig gøre at flyve hjem, så var det alligevel en god grund til at blive i Spanien.
Det eneste problem var, at juleaften lå lige rundt om hjørnet. Hvis hun blev, kunne hun ikke være hjemme til jul, når hendes familie ville danse om juletræet og sidde om bordet og spise julemad.
- Jeg ringede hjem til mine forældre og spurgte dem, om det var okay, hvis jeg ikke kom hjem til jul. De sagde, at selvfølgelig var det okay, fortæller Sissel Møller.
Juleaften 2023 blev med Mads Olsen i Malaga. Siden deres tredje date og juleaften sammen har deres forhold kun udviklet sig og taget fart.
Sissel Møller er klar over, at hendes fars råd om at give forholdet en ordentlig chance var vigtig, for at det kunne blomstre til det, det er i dag.
- Hvis man finder en person, som man kan se sig selv sammen med, så skal man holde ved og give det en ordentlig chance, selvom man tænker, at der måske er noget andet derude, der kunne være bedre, siger hun.
Men Sissel har holdt fast i sin Mads.
I dag har parret netop skrevet under på et hus sammen i Spanien.
Sissel Møller er ved at pakke sin lejlighed ned i Horsens, og så overtager de huset i starten af april 2025.
Juletrafikken stammer til - uheld og havarede biler
Der er sket et uheld på E20 fra Fredericia mod Middelfart mellem 59 Fredericia S og Ny Lillebæltsbro.
Et uheld lige før den Ny Lillebæltsbro skaber lige nu kø og en forlænget rejsetid på op mod ti minutter. Vejdirektoratet forventer først normal trafik i løbet af eftermiddagen.
Det fremgår af Vejdirektoratets trafikkort.
Desuden er en bil havaret på E45 på strækningen mellem Horsens N og Ejer Bavnehøj i retning mod Aarhus.
Bilen giver ifølge P4 Trafik to kilometers kø på strækningen.