Året der gik: Her er de største musikalske begivenheder i 2021
Et musikår præget af corona lakker mod enden. Vi ser tilbage på de største højdepunkter sammen med Lars "Charlie" Mortensen fra Jelling Musikfestival.
Kalenderen viser slutningen af december, og året er dermed ved at gå på hæld.
Det betyder også, at den sidste sang snart er sunget, og den sidste dans er danset.
Med andre ord er det musikalske år 2021 også ved at nå sin ende, i et år hvor nogle festivaler endelig fik set dagens lys efter en lang periode med aflysninger på grund af corona.
Derfor kan vi se tilbage på 2021 sammen med Lars "Charlie" Mortensen fra Jelling Musikfestival.
Omstillingsparathed i en coronatid
Det seneste år har det ikke være lige nemt at drive en festival eller et spillested.
Ikke desto mindre ser Lars "Charlie" Mortensen, der er leder på Jelling Musikfestival, tilbage på en tid, hvor musikbranchen har været nødsaget til at være omstillingsparat for at fortsat kunne eksistere. Noget, som han i høj grad synes, er lykkedes.
- Alle de festivaler og spillesteder, vi har i landsdelen, har været utrolig seje, for de har trods begrænsninger og restriktioner forsøgt at skabe kultur og musik inden for de rammer og muligheder, der har været på de givende tidspunkter. Det har været ret fantastisk at opleve, siger han.
I juni gik flere arrangører for eksempel sammen for at skabe kultur til vejlenserne.
- Vi prøvede blandt andet at få et arrangement op at stå, som hed Vejle Alive sammen med spillestedet Bygningen og Vejle Musikteater. Det var hamrende forvirrende, for vi vidste ikke, hvad vi måtte, men vi lykkedes med at afholde mindre koncerter, hvor mundbind måtte i brug. Selvom det var lidt forvirrende, var det en fin oplevelse, siger Lars "Charlie" Mortensen.
Lars "Charlie" Mortensen hæfter sig særligt ved, at der har været en god dialog mellem musikerne, festivalerne, spillestederne og branchen i sin helhed.
I slutningen af 2021 blev landets spillesteder endnu en gang lukket ned grundet coronavarianten omikron.
Det har blandt andet gjort, at der er økonomisk kompensation at hente for kulturlivet til og med den 15. januar 2022, hvis coronarestriktionerne medfører aflysning af arrangementer eller gør, at produktion må udskydes.
Det hilser Lars "Charlie" Mortensen velkommen, hvilket er en medvirkende faktor i, at han tror, branchen nok skal komme helskindet igennem denne periode.
- Branchen er god til at holde fanen højt, og kompensationerne giver mere sikkerhed til kunstnerne, og det smitter af på os andre, siger han.
Loyalt publikum
Der var ingen tvivl om, at festival hos en stor del af befolkningen var en længeventet ting efter et langt 2020.
Det var dog kun mod slutningen af 2021, at det blev muligt at komme på festival, så derfor dukkede der såkaldte "hjemme-festivaler" op rundt i det ganske land.
- Det, synes jeg, var et rørende og stort højdepunkt, for der er ingen tvivl om, at vi savner publikum, men vi blev også bekræftet i, at de savner festivalen, siger Lars "Charlie" Mortensen.
Aflyste festivaler har givet nogle økonomiske problemstillinger at forholde sig til som arrangør af en festival, og derfor mener Lars "Charlie" Mortensen også, at det er et højdepunkt, at folk har udvist loyalitet.
- Publikum har været så loyale overfor landsdelens festivaler, hvor mange har beholdt deres billet, hvilket har givet festivalerne et fundament at stå på. Det har også givet styrke til festivalerne og spillestederne, for publikum bakker op og kommer igen, når de må. Jeg er ikke i tvivl om, at de glæder sig til at kunne komme ud og høre livemusik.
Quasar talentkonkurrence
Et andet stort musikalsk højdepunkt for Lars "Charlie" Mortensen var talentkonkurrencen Quasar 2021.
Her fik nogle af landsdelens og Region Syddanmarks største musikalske talenter mulighed for at prøve sig af mod hinanden.
Finalen blev afholdt i Vejle Musikteater, hvor gruppen Kalaset fra Middelfart vandt.
- Det var ikke de store koncerter, vi fik oplevet i år, så det varmede at se noget talent, der er på vej. Det var en forrygende musikalsk oplevelse. Dels var rammerne rigtig fine, men musikerne var også tændte, og de leverede på et meget højt niveau, siger festivalslederen.
Der var omkring 20 bands, der alle konkurrerede om at komme videre til finalen. Inden finalisterne nåede Vejle Musikteater dystede de på forskellige spillesteder rundt omkring i regionen.
- Det vigtigste er, at de unge talenter bliver ved med at spille, og at de får en platform at udvikle sig på. Den platform kan vi give dem med en talentkonkurrence som Quasar, hvor der kommer folk fra musikbranchen. Vi mener ligefrem, at vi har en forpligtigelse som musikfestival og som spillesteder til at give talenterne den platform, siger Lars "Charlie" Mortensen.
- Man behøver ikke tage til København og til Aarhus for at blive musiker og for at blive opdaget. Man kan også dyrke sin musik her. Vi har også mange gode spillesteder og festivaler i vores område, så det er vigtigt for os at skabe nye talenter, siger han.
Kalaset, som vandt i 2021, kan se frem til at få omkring 15 spillejobs blandt andet på Jelling Musikfestival, Godset i Kolding, Tøjhuset i Fredericia og Tobakken i Esbjerg.
Malte Ebert
Selvom det har været begrænset at komme ud og spille for publikum, så har Malte Ebert fra Vejle gjort et særligt indtryk på Lars "Charlie" Mortensen.
- Han har selvfølgelig også haft noget held med at komme med i Toppen af Poppen, men han er dygtig, sympatisk og har en stigende succes. Det er man bare nødt til at tage hatten af for, og vi skal være glade for, at vi har en komet af den slags fra vores landsdel. Han kan nå langt, hvis han fortsætter sin karriere, lyder det fra Lars "Charlie" Mortensen.
Nogle vil nok stadig sætte lighedstegn mellem Malte Ebert og Gulddreng, selvom Ebert vinkede farvel til karakteren Gulddreng for år tilbage.
- Han er meget mere end bare Gulddreng. Han har meget mere musikalsk dybde end det, og det, synes jeg, vi fik set i år, for han skriver gode og iørefaldende sange. Han forstår musikbranchen, for det kræver flittighed at nå til tops, men jeg synes, at han er kommet langt allerede. Det er hårdt arbejde hele vejen, ét hit er ikke nok. Det har været svært i 2021 at udmærke sig, men det har Malte gjort, siger Lars "Charlie" Mortensen.