Sundhedschef deler elevers bekymringer om cannabislegalisering
I lidt over to måneder har det været lovligt for tyskerne at ryge hash og dyrke sine egne cannabisplanter, og legaliseringen har allerede haft effekt på forbruget.
Hos CBDshop24 i Harreslev er omsætningen steget, mens eleverne på Duborg-Skolen i Flensborg oplever et større hashstank brede sig i bybilledet.
Sundhedschef i Aabenraa Kommune, Michael Metzsch, har ikke tal på, om flere folk har smuglet stoffet til Danmark siden lovliggørelsen den 1. april.
Eleverne er uforstående over for legaliseringen, og sundhedschefen mener også, at de positive historier vægtes højere end faren ved indtagelsen af stoffet.
- Det er ikke Sundhedsstyrelsens hjemmeside, der dukker op som den første. Derfor er der mange andre, der har interesse i andre historier om cannabis end dem, der er de sundhedsfaglige rigtige, siger han.
Cannabisforbruget lempes yderligere i Tyskland den 1. juli, når det bliver tilladt at oprette cannabisklubber med op til 500 medlemmer.
Derudover ønsker Flensborg at blive såkaldt modelregion, hvilket åbner muligheden for at åbne coffeeshops, som vil øge tilgængeligheden for det efter dansk lovgivning ulovlige stof.
- Der vil vi tænke, at det vil have en betydning for vores område, da det vil skabe en cannabisturisme, siger Michael Metzsch.