Lange køer kan få konsekvenser for arbejde på tværs af grænsen
Køen ved grænsekontrollen har været massiv de seneste dage. Det har især plaget to pendlere, der bruger lang tid på at komme på arbejde og til sønnens skole.
I én bil sidder Jens Juul Yde. I en anden sidder Sabrina Johansen.
De sidder fanget i en lang kø ved Kruså Grænse, fanget mellem mange bilister, bremset af en grænsekontrol, der ikke kan følge med.
- Det er en frustration. Man begynder at overveje, om man overhovedet skal tage turen, siger Jens Juul Yde.
Men han kan ikke bare droppe turen. Hveranden uge kører han flere gange dagligt fra Kollund, hvor han bor til Flensborg, hvor hans søn går i skole og bor, når han er hos sin mor.
Også Sabrina Johansen er ved at være godt træt af de lange køer. Hun bor i Flensborg, men arbejder som sygeplejerske i Aabenraa.
- Det er fint med ti minutters kø, men det skal ikke være halvanden eller to timer. Det er for meget, siger hun.
Mindsker interessen
Der blev indført grænsekontrol i Danmark i 2015. En kontrol, som regeringen vil fastholde.
- Jeg kan godt lide at vide, hvem der kommer ind over grænsen til Danmark, hvis ikke de vil os det godt, og det kan f.eks. være med risiko for terror eller kriminalitet, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) ved Folketingets åbning i oktober sidste år.
Men flere af regeringens støttepartier ønsker kontrollen ophævet.
- Der er ingen dokumentation for, at det gør en forskel i forhold til kriminalitet. Det er chikanerende for de mennesker, der bor og arbejder i grænseområdet, siger Radikale Venstres europaordfører, Anne Sophie Callesen.
- Vi har aldrig været vilde med den her grænsekontrol, der bare bliver ved og ved med at blive forlænget. Den giver ingen mening, siger Christian Juhl fra Enhedslisten.
Hos Region Sønderjylland-Schleswig, der er et samarbejde mellem de sønderjyske og nordtyske kommuner, frygter man, at lange kører kan være med til at mindske interessen for at arbejde på tværs af grænsen.
- Vi har jo cirka 13.000 til 14.000 tyskere, der arbejder i Danmark, og hvis de mangler, er det et problem for det danske erhvervsliv, siger Peter Hansen, der er leder af Region Sønderjylland-Schleswig og forklarer, at organisationen i både 2020 og 2021 gjorde regeringen opmærksom på problemet.
Hvis de vil blive ved med det her skuespil herhenne, så må de sørge for at få lavet nogle flere spor, så vi ikke har de her propper
Sabrina Johansen, sygeplejerske, Flensborg
- Vi har forsøgt ikke at gå ind i den politiske diskussion, om hvorvidt der skal være grænsekontrol eller ej, men vi vil meget gerne se en grænsekontrol, som er smidig. Det vil sige, at man bruger alle farbare spor og har mere bemanding på at gennemføre kontrollen hurtigere, forklarer Peter Hansen.
Tålmodighed slipper op
Jens Juul Yde kører hurtigt op til fire gange om dagen over grænsen, når han skal fragte sin søn til og fra skole og sport. Og selvom sådan en tur fra Kollund til Flensborg kun burde tage ti minutter, så er det langt fra, hvad Jens Juul Yde bruger på vejene.
- Hvis jeg skal bruge en halv time på kø hver gang, og det skal ganges med fire, så sidder man jo to timer i kø ekstra. Det betyder jo, at der er ting, man ikke gør, siger han.
For Sabrina Johansen har køerne ofte konsekvenser for hendes hverdag.
- De foregående år har jeg forsøgt at at have tålmodighed, siddet og hørt noget musik og slappet af, men efterhånden er det utilregneligt. Så jeg møder tit stresset på arbejde og begynder virkelig seriøst at overveje, om jeg skal skifte min pind, forklarer hun.
Ved grænsen ved Frøslev har politiet åbnet op for, at bilister kan bruge lastbilsporet, når der er tryk på. Og de forsøger løbende at tilpasse kontrollen, lyder det.
- Vi kigger hele tiden på, om der er noget, vi kan tilpasse både i forhold til det fysiske forhold, men også i forhold til den manøvre, vi arbejder under hernede, siger Kristian Harbo Sørensen, der er fungerende vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi.
Han opfordrer bilister til at køre hjemmefra i god tid og orientere sig om, hvor der er kø. Men den besked giver Sabrina Johansen ikke meget for.
- Hvis de vil blive ved med det her skuespil herhenne, så må de sørge for at få lavet nogle flere spor, så vi ikke har de her propper, siger hun.