Nu kan 7-årig handicappet dreng dyrke sin yndlingssport med jævnaldrende i stedet for voksne
Der mangler tilbud til børn og unge, der er ramt af muskelsvind eller spastiske lammelser, der gerne vil dyrke sport. Men nu er der håb på vej.
Christian Hedegaard Kaas Kjærulf er kun 7 år, og han har de seneste to år været nødsaget til at dyrke sin favoritsport sammen med voksne.
Men fremover kan han give den fuld gas i el-stolen sammen med jævnaldrende, og det er noget, han glæder sig til.
- Jeg synes, det er sjovt at køre rundt, selvom det kan godt være lidt svært at skyde til bolden, når man sidder i stolen, fortæller han.
Alle skal have en chance
Det er Sønderborg Floorball Club, der netop har haft første træningsdag for børn og unge, der for eksempel har muskelsvind eller spastiske lammelser.
Og ifølge initiativtager Rune Dohrmann er der hårdt brug for flere tilbud til børn og unge mellem 5 og 16 år.
- Her i Sønderborg har vi ikke noget til børn, der sidder i kørestol, men de skal også have en chance, siger Rune Dohrmann, der er formand for klubben.
Det sociale er vigtigt
Til den allerførste træning har Christian Hedegaard Kaas Kjærulf taget turen fra Hjortkær i Aabenraa Kommune for at være med.
Det har han gjort sammen med sin far, som håber, det samtidig kan være med til at sønnen får nogle nye venner
- For Christian handler det lige så meget om at have det sjovt. Så det er det, vi håber lidt på, at det her giver ham. Samtidig med at han forhåbentlig lærer flere at kende, siger Morten Hedegaard Kaas Kjærulf, der er far til Christian.
Den unge el-hockeyspiller har diagnosen Cerebral parese, og siden han var fem år, har han dyrket sporten i Aabenraa. Men her er der ingen andre i samme aldersgruppe, der spiller.
Svært at starte noget op
At der er mangel på tilbud til børn og unge kørestolsbrugere i Sønderborg Kommune, bliver også bekræftet af Sønderborg Handicap Idræt.
Men det skyldes også, at det kan være svært at få børn og unge til at møde op, fortæller formand Tage Schmidt.
- Der har ikke rigtig været fokus på det her område før nu. Men kommunen er villig til at hjælpe, hvis nogen vil starte noget op, siger Tage Schmidt.
En god oplevelse
Christian Hedegaard Kaas Kjærulf fik en god oplevelse ud af den første træning i den nye klub.
- Det har været sjovt, det har været megasjovt.
Men der er plads til flere børn og unge handicappede, der har lyst til at prøve kræfter med el-hockey, skulle vi hilse og sige.