![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjQvMDYvMjkvNzA3MTcwLTMxMS0oMSktMTcxOTY1MDIxNy5qcGc=/707170-311-%281%29-1719650217.jpg?fm=jpg&w=1280&h=720&s=72d19487cda2f5a38e31036d6eb1554c)
Grænsekontrol og ferietrafik giver en times kø ved grænsen
Du skal væbne dig med tålmodighed, hvis du skal krydse den dansk-tyske grænse ved Frøslev lørdag.
Der er lige nu over en times kø på E45 Sønderjyske Motorvej i sydgående retning. Køen starter ved afkørsel 75 Bov og fortsætter til grænsen.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjQvMDYvMjkvMS5wbmc=/1.png?fm=jpg&w=1198&h=826&s=a2fd2170ce26400a9aadc4628bd34605)
Køen er opstået, fordi det tyske politi udfører grænsekontrol. Derudover er det også første dag i skolernes sommerferie, hvilket kan betyde, at mange danskere er på vej sydpå i bilen for at holde ferie.
Politiet oplyser ved 13-tiden, at der er kommet flere anmeldelser om kørsel og ophold i nødsporet på strækningen.
- Vi skal på det kraftigste anmode om at følge færdselsloven og fjerne sig fra derfra. Det er forbundet med et klip i kørekortet samt 2.000 kroner i bøde, skriver vagtchefen hos Syd- og Sønderjyllands Politi på det sociale medie X.
Det tyske politi har indført grænsekontrol til og med 19. juli på grund af EM i fodbold.
Trafikken ud af Danmark via E45 ved Frøslev deles, så lastbiler skal køre ligeud, mens alle biler og busser skal holde til højre og køre ind over rastepladsen Ellund Vest.
![](/img/asset/aW1hZ2VzLzIwMjQvMDYvMjgvc2tpbHQtdmVkLWdyYWVuc2VuMi5qcGc=/skilt-ved-graensen2.jpg?fm=jpg&w=681&h=992&s=71fc3da86b9b9acb3d50b602c0c585b9)