Arkitekttegnet hus i skov solgt efter usædvanlig budkrig

Huset blev udbudt til 1.285.000 kroner, men blev solgt for et noget højere beløb. Foto: EDC Aabenraa
Udgivet
Artiklen er mere end 30 dage gammel

Salget af en ganske særlig arkitekttegnet villa med huller i vinduerne endte efter budkrig med at blive solgt langt over prisen.

"Naturskønt beliggende og med kort afstand til Aabenraa" og "3,1 hektar jord med egen skov og idyllisk skovsø".

Sådan lyder nogle af beskrivelserne i salgsopslaget på en bolig på Flensborgvej 355 i Sønder Hostrup, som EDC Aabenraa netop har solgt.

Foto: EDC Aabenraa

Ejendomsmægler og salgschef Kristina Schlømer kalder sagen for usædvanlig overfor JydskeVestkysten, da der ikke er offentliggjort nogle billeder inde fra villaen. Det skyldes, at den tidligere ejer levede af at tage billeder af natur og dyr i området, så der derfor er fyldt med kameraudstyr indenfor.

Solgt efter budkrig

Der har været regulær budkrig på boligen, som nu, få uger efter at den blev sat til salg, er blevet solgt.

- Der har været rigtig mange interesserede, og vi har modtaget syv konkrete bud - flere over prisen, og så har flere indikeret, at de ville afgive et bud omkring prisen eller under, men der har jeg måtte fortælle, at det ikke ville blive aktuelt, så de ikke brugte en masse energi på at komme med deres endelige bud, fortæller Kristina Schlømer til JydskeVestkysten.

Ifølge salgsopslaget er boligen opført i tre forskudte plan og opvarmes primært med jordvarme, mens vandforsyningen sker fra egen boring.

Det er indtil videre hemmeligt, hvad ejendommen blev solgt for.

Se de flotte omgivelser, ejendommen ligger i, lige her:

Foto: EDC Aabenraa
Foto: EDC Aabenraa
Foto: EDC Aabenraa
Foto: EDC Aabenraa

Derfor investerer Lego i nye uddannelser i Vejle

Grafik: Lasse Lund Hansen
Udgivet

I 2026 åbner SDU i Vejle, hvor man vil udbyde en række it-uddannelser. Det er blevet en realitet i samarbejde med kommunen og Lego. Men hvorfor går Billund-virksomheden ind i det samarbejde?

Fra 2026 og årene efter vil mere end 1.000 studerende rykke ind på SDU i Vejle.

Det nye it-universitet er blevet til virkelighed i et samarbejde med Lego og Vejle Kommune.

I det kommunale budget har man sat 100 millioner af til projektet. Det vides ikke, hvor mange penge Lego går ind i projektet med.

Morten Lundsgaard Degn er Vice President for Digital Technology hos Lego. Foto: LEGO Group A/S

Ifølge Morten Lundsgaard Degn, der er Vice President i Digital Technology i Lego er en af årsagerne, at der er et stigende behov for medarbejdere med de færdigheder, som et kommende it-universitet i Vejle udbyder.

- Vi har rigtig meget brug for digitale talenter og også digitale talenter i fremtiden. Det har vi, fordi digitalisering og teknologi er noget, vi investerer meget i i Lego Group, så det er en strategisk beslutning om, at det vil vi investere mere i, fortæller han.

I Lego har man i dag tre gange så mange digitale medarbejdere, som man havde for tre år siden. Det giver derfor et øget behov for et bedre rekrutteringsgrundlag og vil ifølge Billund-virksomheden også have det i fremtiden.

- Vi vil gerne have en meget stærk intern digital funktion. Derfor kører vi en insourcing-strategi, siger Morten Lundsgaard Degn.

Hvad er insourcing?

Man taler om insourcing – i modsætning til outsourcing - når en virksomhed vælger selv at producere produkter eller ydelser, som man tidligere har købt hos underleverandører.

Kilde: samfundsfag.dk

Den nye campus i Vejle kommer til at tilbyde flere efterspurgte engelsksprogede uddannelser inden for digitalisering, softwareudvikling og kunstig intelligens.

- Det er rigtig rigtig værdifuldt at have den nærhed, og det tror vi på. Så derfor er det dejligt, at der kommer så mange digitale talenter tæt på os om nogle år. Det ser vi frem til, siger han.

Efter planen skal 400 studerende begynde deres bacheloruddannelse på SDU Vejle i 2026. Det forventes at halvdelen vil være internationale studiepladser.

Herefter forventer man de følgende år, når de kandidatstuderende også begynder, at få op mod 1.500 studerende på campus i Vejle.

Udover finansieringen fra Lego er SDU også i dialog med andre virksomheder om støtte.

Kæmperegning på vej til skandalefirma - løj på genbrugspladsen

Arbejdstilsynets billeder fra asbestejendom ved Snogbæk Nederby 16 ved Sønderborg. Foto: Arbejdstilsynet
Udgivet

LM Multiservices får nu en regning på 19.200 kroner plus moms for at aflevere asbestaffald på genbrugsplads i Sønderborg.

Løgne om livsfarligt og ulovligt børnearbejde, sikkerhed på arbejdspladsen og giftige asbesttagplader.

Som om listen af usandheder ikke kunne blive længere, bliver LM Multiservices nu en præsenteret for en kæmperegning fra Sønderborg Kommune efter en løgn på genbrugspladsen.

Efter at have fjernet det asbestholdige tag fra en 550 kvadratmeter stor lade ved Sønderborg i september, transporterede firmaet asbestholdige tagplader til genbrugspladsen i Skodsbøl. Der var 19 paller i alt - til en samlet pris på 23.200 kroner plus moms.

Luini Joe Mammen ejer LM Multiservices og kan nu se frem til en stor regning for affald. Foto: TV2.dk

Skeptisk medarbejder

Private borgere har lov gratis at aflevere den slags affald på genbrugspladsen, og erhvervskunder skal betale pr palle.

I denne sag viste det sig, at den, der afleverede affaldet, nok ikke holdt sig til sandheden. Kommunen og Sonfor er nemlig overbeviste om, at det drejer sig om erhvervsaffald fra nedrivningsarbejdet hos Nick Horup på adressen Snogbæk Nederby 16.

- En af vore medarbejdere blev opmærksom på den anselige mængde af tagplader, som så lidt for spændende ud til at være privataffald, og spurgte chaufføren, om det var privat- eller erhvervsaffald. Svaret var, at det var privat, fortæller Jesper Ryegaard Rasmussen, Genbrug og Affalds Chef hos Sonfor, som er Sønderborgs forsyningsselskab.

Asbestpladerne blev afleveret i dagene 20.-21. september, og den store mængde fik alarmklokkerne til at ringe på genbrugspladsen.

- Vi tjekkede yderligere op på sagen, og med hjælp fra kommunen fik vi lavet en kobling til LM Multiservices, der stod for arbejdet på Snogbæk Nederby, siger affaldschefen.

Der er tale om eternittaget på denne bygning, som indeholder asbest og ikke er fjernet efter reglerne. Foto: TV 2

Byggeaffald i naturen

Sønderborg Kommune oplyser i en pressemeddelelse, at der efter weekenden 21.-22. september er fundet byggeaffald i naturen to steder. 

I rundkørslen på Nybølvej ved Sønderborgmotorvejen og på en mark ved Bøgevej/Nybølvej.

Der er efterfølgende sendt en partshøring til bygherre og firmaet, der udførte arbejdet, og de skal begge to nu svare på, om de vil vedkende sig byggeaffaldet. Herefter vurderer Sønderborg Kommune, om der skal foretages yderligere.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Nick Horup, der ejer ejendommen på Snogbæk Nederby 16, eller LM Multiservices. Ingen af parterne er vendt tilbage på vores henvendelser.

Tema

Asbestsagen

TV SYD

Brug vores app og få de vigtigste nyheder fra Syd- og Sønderjylland lige ved hånden.