21-årige Sahar udvises af Danmark som den eneste i sin familie
Sahar Elrifai er under uddannelse i Aabenraa og har boet i Danmark en stor del af sit liv. Nu står hun til at blive udvist.
- Jeg kan ikke sove om natten, for jeg tænker hele tiden på, at jeg skal forlade min familie.
Sådan lyder det fra 21-årige Sahar Elrifai, der om kort tid bliver sendt på udrejsecenter. Som den eneste i sin familie er hun udvist af Danmark.
Hun bor i Aabenraa og taler flydende dansk. Sammen med sin familie har hun boet i Danmark siden familiens flugt fra Syrien i 2015.
Til daglig læser hun HF på VUC Syd i Aabenraa, men da hun ifølge den danske stat ikke er individuelt forfulgt, må hun ikke blive i landet på trods af sin igangværende uddannelse og familiære relationer i landet.
Og da Danmark ikke samarbejder med Syrien - så går turen nu for Sahar Elrifai til et udrejsecenter.
Eksamen eller ej?
Den 27. april skulle hun egentlig til eksamen på sit HF-studie, men om det bliver en realitet er nu uvist.
Hun har af to omgange fået afvist at få fornyet sin midlertidige opholdstilladelse, og derfor skal hun forlade Danmark senest på mandag den 25. april.
- Jeg har fået at vide, at jeg ikke har grund til at blive i Danmark mere, fortæller hun.
Det undrer hende, når hun både er igang med en uddannelse, har familie i landet og desuden har boet en stor del af sit liv i landet.
Familien må blive
Hendes mor, søster og lillebror har fået forlænget deres opholdstilladelser, og hendes to voksne brødre må også blive i Danmark, da de ellers ville blive sendt direkte i fængsel i Syrien, hvis de vendte tilbage. Dette skyldes, at de begge er stukket af fra militærtjeneste i landet.
Myndighederne skal ikke bestemme, at jeg skal rejse til Syrien, hvor jeg er sluppet væk fra
Sahar Elrifai
Sahar frygter nu, hvad det syriske styre kan finde på at gøre mod hende, hvis hun vender tilbage til landet, når hun tænker på, at hendes to brødre er stukket af fra tjeneste og nu befinder sig i Danmark.
- Hvis jeg rejser til Syrien, vil de måske tage mig og dræbe mig, fordi mine brødre stak af fra tjenesten i hæren.
Uforstående omgivelser
Det er Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet, der af to omgange har afvist at forlænge hendes opholdstilladelse, og selvom det er sket efter den gældende lovgivning, er hendes omgivelser på skolen forundrede over de danske myndigheder.
- Jeg synes, at det er fuldstændig urimeligt, og når der bliver snakket om integration, har vi et godt eksempel. Sahar er en ung kvinde, der gør alt, hvad hun kan for at møde de krav, der bliver stillet, hun er aktiv studerende og drømmer om at blive ingeniør, siger Emmerence Steffensen, der går i skole med Sahar.
Ej heller hendes lærer på HF, Michael Rosborg, forstår hvorfor han snart skal sige tvunget farvel til sin elev.
- I de her tider hvor vi får at vide, at vi mangler arbejdskraft, så kan det jo virke lidt mærkeligt, at vi siger farvel til en person, som godt ville kunne indgå i de roller, siger han.
Danmark er mit hjem
Selvom Sahar er bevidst om, at hendes udvisning sker med loven på myndighedernes side, er Syrien ikke en mulighed for hende.
- Danmark styrer hvem, der må være i landet, men myndighederne skal ikke bestemme, at jeg skal rejse til Syrien, hvor jeg er sluppet væk fra, siger hun og slår fast, at hun ikke vil rejse tilbage til Syrien.