Autoværksted raseret ved natlig brand
Kort før klokken 02 natten til torsdag blev der slået alarm om en voldsom brand i et autoværksted ved Foldingbro.
Flammerne kunne ses vidt omkring, da brandmandskabet nåede frem til værkstedet, der ligger på Dovervej lige syd for Foldingbro.
- Autoværkstedet var allerede overtændt, da forsøget på slukning gik i gang, så der er sket store skader på tag og og bygningen. Værkstedet var i drift, så brandårsagen skal nok findes i de tekniske installationer - men det skal vores brandteknikere nu forsøge at finde ud af, siger vagtchef Henrik Sønderskov, Syd- og Sønderjyllands Politi, torsdag morgen.
Det fremgår af billeder fra branden, at taget er styrtet ned i værkstedet, der er fuldstændig ødelagt. Ingen mennesker er kommet noget til ved branden i værkstedet.
Det lykkedes under slukningsarbejdet at forhindre farlige situationer og eksplosioner, selvom der i autoværkstedet var både gasflasker og brandbare væsker.