Det fremgik tidligere, at Finn Sørensen er 93 år gammel. Det er nu rettet - han er fyldt 90 år i sommer.

Han havde lovet sin hustru, at de skulle rejse hjem, når hun fyldte 65.

Trods en stadig indbringende karriere, der bragte Finn Sørensen rundt til hvert hjørne af Sydamerika, kunne intet ændre det løfte, han havde givet Elly.

Da fødselsdagen oprandt i 1995, skiftede de derfor adresse fra den mest fornemme country club i Caracas i Venezuela til Sverrigsvej i Klakring ved Juelsminde.

Her byggede Finn Sørensen et hus, som han navngav ‘Villa Caracas’.

Opkaldt efter et afsluttet kapitel står de 600 kvadratmeter tilbage og fortæller historien om et liv med karriere og penge, rejser og selskaber.

Et liv, hvor der aldrig har manglet noget, men som nu mangler det vigtigste.

Elly. Hende der gjorde det hele levende. Hun gik bort for fem år siden efter et hjertetilfælde.

En guldtråd i madrassen

Der står et billede af Elly på kommoden i soveværelset. Synet af de lyseblå øjne og rødmalede læber er det første, der møder Finn Sørensen om morgenen.

Hun var smuk, tænker han og mærker, hvordan tanken får det til at trække i mundvigen.

Til december er det fem år siden, han fandt hende livløs på gulvet ved siden af sengen.

Det er stadig uvirkeligt, at fotografiet på kommoden er det tætteste, han nogensinde igen kommer på de lyseblå øjne.

Han lader hånden glide over dynebetrækket og kommer i tanke om bogstaverne, som med guldfarvet tråd er syet ind i madrassen. ‘Burj Al Arab’ står der.

Det er navnet på hotellet i Dubai, hvor han og Elly så ofte boede, når de rejste på ferie, og et år besluttede de, at et eksemplar af suitens seng skulle fragtes til soveværelset i Villa Caracas.

Prisen betød ikke noget. Det har den aldrig gjort, for det var hans plan lige fra begyndelsen.

En karriere på bekostning af børn

Ved siden af sengen står Finn Sørensens lænestol. Her sidder han hver formiddag og læser Børsen og Jyllands-Posten. Papirudgaverne, for de føles bedst i hænderne.

Han kan lide at føle sig orienteret, ligesom han dagligt følger aktiekurserne og de værdipapirer, som han har investeret i.

Det gør han stadig, for selvom han for længst er pensioneret, lever forretningsmanden videre.

Allerede som ung var han indstillet på en karriere som forretningsmand. Han ville til udlandet og udrette noget, men inden han kunne komme så langt, skulle han læse økonomi.

I 1953 begyndte han studierne og mødte samme år Elly på en danserestaurant. På hendes fødselsdag to år senere blev de ringforlovet, og han blev ansat i en virksomhed i Plumrose-koncernen, som var en del af ØK, handelsvirksomheden Det Østasiatiske Kompagni.

I november 1956 kunne han kalde Elly sin hustru, og ØK havde udover en betydelig tilstedeværelse i de fleste asiatiske lande nu også etableret sig med egne kontorer og investeringer i Afrika, Australien, Nord- og Sydamerika.

Netop Sydamerika og nærmere præcist Caracas i Venezuela blev destinationen for 27-årige Finn Sørensen, da han havde afsluttet sin uddannelse. Opgaven lød på at investere i og oprette nye virksomheder.

Han havde gjort det klart for Elly, at hun giftede sig med en karrieremand. Han havde forklaret hende, at ambitionerne for sin karriere ikke stod til at ændre, og lige så vel som der fulgte goder med de ambitioner, fulgte også afkald.

For med det liv, som han drømte om, kunne der aldrig blive plads til børn.

De gyldne år

Da den unge Finn Sørensen blev sendt til Caracas var Venezuela en af verdens største olieeksportører, og ØK udviklede sig til det største konglomerat i Skandinavien med et netværk af 70 kontorer og mere end 180 datterselskaber spredt ud over 50 lande med omkring 40.000 ansatte.

I 35 år fløj han på forretningsrejse som regionschef for hele latinamerika, mens Elly ordnede hjemmet og arrangerede middagsselskaber for op mod 70 af deres venner og kolleger. 

De levede et liv, som Finn Sørensen i dag kalder deres ‘gyldne år’.

Han udlevede sin drøm i Caracas og manglede aldrig noget, men altid var han bevidst om, at det var på bekostning af familie.

Elly accepterede det og gav på intet tidspunkt udtryk for andet. Hendes eneste ønske var en alderdom nær sin barndomsby, Juelsminde. Det var det løfte, som Finn Sørensen gav hende, og som han 35 år senere indfriede med Villa Caracas.

Aldrig det samme uden Elly

I Klakring ved Juelsminde blev Villa Caracas Ellys projekt. Alt lige fra krystalkaraflerne på skænken i spisestuen til spabadet med det guldfarvede amatur blev udvalgt af Elly.

Hun valgte marmor til gulve og vægge i de fire badeværelser, da det var nemt at holde rent, hun indrettede vinkælderen og bestemte, at udestuen skulle have både aircondition og varme i gulvet, så den kunne bruges hele året.

Spisestuen indrettede hun med plads til 18 gæster, så hun fortsat kunne invitere til middagsselskaber, og når venner og tidligere kolleger fra hele verden besøgte Klakring, overnattede de på værelserne i gæstefløjen.

23 år nåede hun at få i Villa Caracas, indtil hendes død en decemberdag i 2018 efterlod Finn Sørensen alene.

Et evigt minde om Elly

Det var en ganske almindelig formiddag, da Finn efter at have spist morgenmad med Elly, gik ind til byen for at handle. Han var væk i en halv time, men da han kom tilbage, fandt han hende på gulvet i soveværelset.

Da han kom nærmere og vendte hende rundt, var hun blå i hovedet. Hun havde fået et hjertetilfælde.

Fra den dag blev Villa Caracas aldrig det samme. Og det er endda til trods for, at Finn Sørensen har insisteret på, at selv den mindste krystalskål står præcis, som Elly bestemte det i sin tid.

Det eneste, Finn Sørensen har ændret, er en elevator, som alderdommen har gjort det nødvendigt at installere.

Ligesom alderdommen betyder, at han har fået brug for hjælp til nogle huslige opgaver.

Han er dog fast besluttet på at klare de fleste opgaver selv, for han bryder sig ikke om, at en fremmed skal gøre rent eller lave mad i Villa Caracas, som foruden at være hans hjem, er en påmindelse om Elly og et minde om deres 65 år sammen.

Hans ønske er, at den 600 kvadratmeter store villa på Sverrigsvej i Klakring ved Juelsminde skal forblive i familiens eje. Som et evigt tak til Elly for at have givet ham det liv, han drømte om.

Et liv, som han nu afslutter uden hende.