Oversigt

Friskole løb med sejren til DM i madkundskab på Gram Slot

Tirsdag dystede 10 folkeskoleklasser fra hele landet om at kunne kalde sig Danmarksmestre i madkundskab på Gram Slot.

Med i finalen var 5. A og 5.C fra Fællesskolen Hammelev-Sct. Severin og 8.A fra Ansager Skole, der repræsenterede det syd- og sønderjyske område.

Selvom landsdelen var godt repræsenteret måtte de to skole se til, da vinderen blev udråbt. Det blev nemlig 7. klasse fra Herfølge Friskole, der løb med sejren i sidste ende.

Eleverne arbejdede med årets tema kål, og det betød, at de skulle igennem fire discipliner: Varm tilberedning af kål, kold tilberedning af kål, viden om råvarer og krea med kål.

DM i madkundskab er en del af projektet 'Madkamp', der blandt andet arbejder for at klæde skolebørn bedre på til at lave mad og tage stilling til det, de spiser.