Tre kæmpe dinosaurer til salg: Hvis altså du har plads til en i haven
Kunne du tænke dig en dinosaurer i haven, så er muligheden der nu. Givskud Zoo sælger nemlig tre af de store modeller i dinosaurerparken. Men du skal have tegnedrengen frem, der er rift om dem på auktionen.
Tre store dinosaurmodeller, som har stået i Givskud Zoo siden 2015, er kommet på auktion.
De tre modeller, hvor den nok mest kendte er tyrannosaurus rex samt en parasaurolophus og en allosaurus sælges til højest bydende.
Dinosaurerne har kunnet bevæge sig og sige lyde, men det kan de ikke længere. De bliver udskiftet, fordi man i parken gerne vil have mere ensartethed blandt fortidsfigurerne.
- Vi kunne ikke finde en alternativ plads til modellerne her i parken, men de kan sagtens bruges til udstilling eller lignende. Så derfor synes vi, at det kunne være sjovt at sætte dem på auktion, siger Richard Østerballe, direktør i Givskud Zoo.
De kræver god plads
Hvis man overvejer at investere i en eller flere af dem, så skal man have god plads, de er nemlig flere meter høje og lange.
- Jeg kunne forestille mig, at de kunne stå som blikfang ved en virksomhed eller en udstilling. Vi er i hvert fald spændte på, hvem der kunne være interesserede i at få deres egen private dinosaur. Det er jo ikke alle og enhver, der kan sige, at de har en tyrannosaurus rex, siger Richard Østerballe.
Stor interesse for dinoerne
Richard Østerballe siger i pressemeddelelsen, at der ikke er en masse forventninger til salget:
- Vi håber bare, at de sælger godt, og vi finder nogle købere, der vil være glade for dinosaurerne, siger han.
Direktøren kan vist godt skrue op for forventningerne. Budene vælter ind, og man skal have den store pengepung frem, hvis man drømmer om at kaste sig ind i en budrunde.
Campen Auktioner står for salget af de tre dinosaurer, som foregår online, og her er der fredag morgen budt 52.000 kroner for tyrannosaurus rex, 29.500 kroner for allosaurus og 25.500 kroner for parasaurolophus.
Hvis man nu overvejer at byde på de tre dinoer, så kan man besigtige dem 'i levende live' på søndag fra kl. 12.00 til 14.00 på Vejlevej 29 i Give.
Auktionen slutter onsdag aften.