To guldmedaljer og en bronze: Vejle hyldede lokale paraatleter efter præstationen i Tokyo
Tobias Thorning Jørgensen og Daniel Wagner sørgede for i alt tre medaljer til Vejle ved de paralympiske lege i Tokyo. Tirsdag blev atleterne hyldet på rådhuset.
Med to guldmedaljer og en bronze modtog to paraatleter tirsdag takketaler og ros på Vejle Rådhus efter deres præstationer ved de paralympiske lege i Tokyo, der sluttede søndag.
Tobias Thorning Jørgensen på 21 år fra Hejls kom hjem fra Japan med to guldmedaljer i ridning. En i den individuelle test og en i dressur.
PL-debutanten var glad for modtagelsen på rådhuset.
- Det er superfedt. Det, der betyder allermest for mig, er de lokale. Det er dem, man ser hver dag, og det er dem, der giver en masse støtte. Og det er fedt, at man kan gøre noget for lokalsamfundet, når det gør så meget for os, siger Tobias Thorning Jørgensen til TV SYD.
28-årige Daniel Wagner fra Vejle kom hjem med en bronzemedalje i længdespring. Wagner, der var en af Danmarks to fanebærer, har flere medaljer fra tidligere PL og VM i para-atletik.
- Det betyder rigtig meget at blive modtaget her. Som atlet er man hele tiden i maskinrummet og arbejder rigtig hårdt, for det man drømmer om, og når det så lykkedes, så har man lyst til, at hele verden skal se det, fortæller Daniel Wagner til TV SYD.
Vejles borgmester, Jens Ejner Christensen (V), var med til at tage imod medaljevinderne på rådhuset.
- Jeg er superstolt. Vi har jo fulgt dem i fjernsynet, og vi har også fulgt deres færden. Daniel kender vi rigtig godt fra tidligere. Nu er der lige pludselig kommet et nyt skud på stammen, og det er rigtig flot at komme hjem med flere medaljer. Det er vigtigt i vores ambition om at være parasportens hovedstad her i Vejle, siger han.
Noget af det, som PL-debutanten fra Hejls skal vænne sig til, er blandt andet den opmærksomhed, som to guldmedaljer udløser.
- Det har været ekstremt overvældende. Lige pludselig er man ikke bare Tobias fra Give. Så er man Tobias Thorning Jørgensen fra Danmark, og så vil alle have fat i en. Det er overvældende, især når man bare gerne vil være sammen med sin hest, fortæller Tobias Thorning Jørgensen.
Men den 21-årige rytter lader sig ikke afskrække af opmærksomheden, men kigger i stedet frem mod næste mål sammen med hesten Jolene.
- Det er aldrig en sport, man stopper med, man kan blive ved med at nørde. Til næste år har vi VM, og det er næste mål. Hvis jeg vinder der, så har jeg vundet EM, PL og VM, som er de tre store, vi har, og det er målet, siger Tobias Thorning Jørgensen.