Sydjysk hjemby hjalp tidligere terrorfange til at bearbejde sine traumer
Hjembyen Give var det første sted Daniel Rye kom til efter at være blevet løsladt fra sit fangeskab i Syrien. I sin nye bog, fortæller han, hvordan byen og de lokale har hjulpet ham til at bearbejde sin PTSD.
De, der har læst bogen 'Ser du månen, Daniel' eller set filmen af samme navn, vil vide, at historien om Daniel Ryes 13 måneder som fange i Syrien hos terrororganisationen Islamisk Stat sluttede, da han i 2014 atter kunne vende hjem til Danmark.
Men i en ny bog om den tilfangetagede fotograf fra Give fortæller Daniel Rye om den kamp, det har været at vende tilbage til en hverdag i Danmark og hele processen med at bearbejde sine traumer.
Og netop hjembyen Give har ifølge ham selv spillet en afgørende rolle for hans vej ud af mørket.
Allerede mens Daniel Rye stadig sad fanget, og der skulle indsamles til en løsesum, bød de lokale i hjembyen talstærkt ind.
- Det var 15 millioner kroner, der skulle samles ind på bare tre måneder. Det er ikke noget, man bare lige gør, det har krævet utroligt mange, og jeg er overbevist om, at rigtig mange af dem var her fra Give, fortæller Daniel Rye.
Foredrag som selvterapi
Da Daniel Rye i 2014 var landet i lufthavnen og var blevet lægeligt tilset, kørte han direkte i sommerhus lidt uden for Give, hvor han tog hul på arbejdet med at hele sine mentale sår.
Det stod hurtigt klart for ham, at han har opbygget en form for gæld til personerne omkring ham, som han aldrig bliver i stand til at betale tilbage.
Men i forsøget på alligevel at give noget tilbage, indvilger han i at holde et foredrag for de lokale i Give, og det blev en afgørende beslutning for bearbejdelsen af traumerne.
- Det var en ekstrem fed oplevelse at stå foran alle de mennesker, jeg ved har været involveret i det her mareridt på den ene eller den anden måde, og rent faktisk give dem en forklaring på, hvad de har været med til at påvirke, siger Daniel Rye og fortsætter:
- Når jeg stiller mig op foran en masse mennesker og holder et foredrag, så er det stort set som at gå i terapi.
Aldrig 100 procent rask
Det at dele sin historie blev et redskab til at bearbejde sine traumer for den dengang 25 årige fotograf.
En helingsproces, som Daniel Rye fortæller åbenhjertet om i sin nye bog Nærmest Fri.
Han oplevede, at jo længere de kom i processen med at lave bogen, jo mere gik det op for ham, at historien altid vil være en del af ham.
- Jeg kunne mærke, det lettede inde i min krop, da jeg lige pludselig erkendte, at målet ikke er at blive 100% rask, for det tror jeg egentlig aldrig, man kan blive, siger Daniel Rye og fortsætter:
- Men hvis jeg erkender, at det er okay ikke at være 100% rask, så har jeg nemmere ved at hvile i og være tilfreds med lige præcis, der hvor jeg er nu.
Og med kæreste, tre børn og et arbejde føler Daniel Rye sig ikke længere fortabt.
- Jeg føler ikke, der er noget i dag, der står i vejen for at leve et godt og lykkeligt liv, som jeg virkelig føler, at jeg har. Det er vigtigt for mig at sige, at jeg er glad. Og jeg er et langt bedre sted, end jeg overhovedet kunne drømme om at være, da jeg blev løsladt, fortæller han.
Udover, at det har hjulpet ham selv at dele sin historie, så har særligt den første bog, som Puk Damsgård skrev et år efter løsladelsen, også hjulpet familien med deres del af traumet.
- Det at vi fik lov til at fortælle historien til hende og læse hendes måde at skrive Daniels historie på, tror jeg har gjort, at vi at vi stille og roligt er kommet i mål, fortæller Daniel Ryes mor Susanne Rye Ottosen og fortsætter:
- Vi har i hvert fald lært at leve med det, som det er, og det tror jeg, det er vigtigt. Vi skal snakke om de ting, vi synes, der er svære. Hvis ikke bogen og filmen var blevet lavet, så tror jeg ikke, vi ville være, hvor vi er i dag.
Mødet med monsteret
Det formentlig mest afgørende for Daniel Ryes traumebearbejdelse har ifølge ham selv været evnen til at se sin frygt i øjnene i stedet for at løbe fra sine problemer.
Den foreløbige kulmination på det kom i juni 2022, hvor Daniel Rye tog flyet fra Billund Lufthavn til USA for at deltage i et fire timer langt møde på et FBI kontor med den værste af sine tidligere fangevogtere, Alexanda Kotey.
- De her monstre havde jo vokset sig kæmpestore oppe i mit hoved og var blevet en del af mine mareridt. Men pludselig at møde monsteret gjorde, at han svandt ind til ingenting. Han var slet ikke så speciel, intelligent eller uhyggelig, som jeg havde forestillet mig, siger han og fortsætter:
- Han var langt hen ad vejen måske bare en stakkel, der havde haft et pisse dårligt liv, hvilket også lige pludselig mindede mig om, hvor et fantastisk liv og opvækst jeg havde haft hjemme i Give. Hvordan jeg var blevet inkluderet i en masse fantastiske fællesskaber i stedet for ham, der virkede til at være blevet ekskluderet af stort set alle fællesskaber, lige indtil han kom hen i en moské, hvor de tog ham ind.
Det var efter mødet med Alexanda Kotey, at det stod klart for Daniel Rye, at han havde behov for at lave endnu en bog.
Vil give noget tilbage
Der skulle gå næsten halvandet år fra mødet med sit monster til bogen landede i boghandlen.
I mange år har Daniel Rye gået rundt med dårlig samvittighed over at have bragt alle omkring sig en forfærdelig situation.
Han håber derfor, at han med sine fortællinger kan give noget tilbage til alle dem, der var der for ham.
- Jeg håber, det kan inspirere andre, som har oplevet noget traumatisk til at tage det alvorligt og til at turde gå på opdagelse i sig selv, siger Daniel Rye.
Han håber bogen kan være en form for værktøjskasse, som folk kan plukke elementer fra, hvis det giver mening.
- Jeg kan ikke stå her og sige, at min fortælling kan hjælpe alle, for det ved jeg ikke en skid om. Jeg er ikke psykolog, jeg er ikke ekspert, jeg er bare et menneske, der oplevet noget og har valgt at videreformidle det i håb om, at andre kan bruge det til et eller andet, siger Daniel Rye.