Restaurantejer ville arbejde mindre, men så fik hans nye restaurant overraskende en Michelin-stjerne
Restaurant Grand Royal i Vejle fik mandag den 12. juni tildelt én af de eftertragtede Michelin-stjerner. Med en stjerne følger også et ansvar.
Det er ikke første gang restauranten kan vise en Michelin-stjerne frem. Sidst spisestedet havde æren af en stjerne var da restauranten gik under navnet MeMu.
De årlige Michelin-stjerner blev uddelt mandag den 12. juni, til de bedste restauranter i Norden i den finske by Turku.
- Det var en overraskelse, at vi fik en stjerne, siger Michael Munk, medejer af Grand Royal, og fortsætter.
- Det var ikke noget, vi havde turde håbe på.
Det betyder Michelin-stjernerne:
En stjerne: Madlavning af høj kvalitet – en rigtig god restaurant i sin
To stjerner: Fremragende madlavning – en omvej værd.
Tre stjerner: Enestående køkken - værd at rejse efter.
Kilde: Michelin Guide
Kvalitet og service går hånd i hånd
I april pillede ejerne og ægteparret Michael Munk og Mette Brunbjerg Derdau sin Michelin-stjerne ned, da de lukkede restauranten MeMu.
Kort tid efter åbnede de dørene til en ny restaurant. Nemlig restaurant Grand Royal by MeMu. Nu med et nyt koncept og udtryk.
Derfor lå det ikke i kortene for parret og ejerne, at de allerede skulle have æren af en Michelin-stjerne.
- Planerne var jo, at vi skulle lande i det nye koncept og have det tilpasset inden en Michelin-stjerne, siger Michael Munk.
Selvom udmærkelsen kom på et uventet tidspunkt, er ejerne glade for anerkendelsen.
- Med en stjerne følger der også et ansvar. Vi hviler ikke laurbærrene. Med vores nye koncept bruger vi mere krudt på det, der er på tallerkenen, og det, der er i glasset, siger Michael Munk og fortsætter.
- Vi har fjernet den hvide dug og de tykke servietter for at bruge vores energi på at give vores gæster en gastronomisk oplevelse.
Mere tid hjemme
Ikke nok med at Grand Royal har sparet de hvide duge og servietter væk, så har navnet også medført andre justeringer.
- I forhold til MeMu, så har vi gjort oplevelsen kortere, siger Michael Munk.
Restauranten går fra otte til fem retter i den store menu, og i den lille menu går de fra fire til tre retter.
- Vi bliver ved med at udvikle. Vi vil blive ved med at optimere gæsternes oplevelse på alle måder, siger Michael Munk.
I takt med at oplevelsen er blevet kortere, så er tiden hjemme blevet længere.
- Det skal hænge sammen i begge ender. Nu kan den ene af os tillade sig at køre hjem klokken ti i stedet for først at køre klokken et om natten. Så er det også muligt for os at møde klokken ti i stedet for klokken otte, fortæller Michael Munk.
Selvom parret er heldige med gode mennesker omkring dem, som står klar til at hjælpe med at passe børn, så betyder mere tid hjemme meget for Michael Munk og hans kone.
- Jamen, mere tid hjemme betyder jo bare alt for os. Det er klart, at mine to drenge står øverst på podiet, siger Michael Munk.
Syd- og sønderjyske Michelin-stjerner 2023
Én Michelin-stjerne:
- Grand Royal by MeMu, Vejle (fra nul til én)
- LYST, Vejle (siden 2021)
- Syttende, Sønderborg (siden 2021)
- Ti Trin Ned, Fredericia (siden 2017)
To Michelin-stjerner:
- Henne Kirkeby Kro, Henne (siden 2017 - en stjerne i 2016)