Nyvalgt tandlægeformand vil sikre gratis tandpleje for udvalgte patientgrupper
Torben Schønwaldt fra Vejle er valgt til ny formand for landets tandlæger, og hans erklærede målsætning er at få tandlæger anerkendt på linje med det øvrige sundhedsvæsen.
Der er få ting, der kan få en ellers velafstemt budgetkonto til at gå i minus, som et tandlægebesøg.
Derfor skal der i fremtiden være bedre mulighed for at få sine tandlægeudgifter dækket for visse patientgrupper. I hvert fald hvis man spørger Torben Schønwaldt fra Vejle.
Han er tandlæge og ejer af Harald Tandlægerne Sønderåparken i Vejle, og så er han netop blevet enstemmigt valgt som ny formand for Tandlægeforeningen. Den nye formand har en erklæret målsætning om at at få tandlæger anerkendt på linje med det øvrige sundhedsvæsen.
- De seneste år har forskningen vist en tydelig sammenhæng mellem sygdom i munden og sygdom i resten af kroppen, og så hjælper det ikke noget, at man fra det offentlige har udtaget munden som den eneste del af kroppen, hvor man selv skal betale for behandling, siger Torben Schønwaldt.
Helt konkret er det fattige pensionister, patienter på overførselsindkomster og kroniske patienter, som på baggrund af deres sygdom får tandproblemer, der ifølge den nye formand skal have deres tandpleje dækket som en del af den offentlige sygesikring.
Og selvom den holdning ikke er ny for Tandlægeforeningen, så tror Torben Schønwaldt alligevel på, at tiden nu endelig er moden til at gøre op med den særlige status, som tandplejen har haft i årevis.
Hans optimisme skyldes hovedsageligt den påviste sammenhæng mellem sygdomme i munden og sygdom i resten af kroppen kombineret med, at flere medier de seneste år har haft fokus på den store ulighed i sundheden, som egenbetaling af tandbehandling er med til at skabe.
- Det er tydeligt, at den almene voksentandpleje er på vej ind på en glidebane, hvor patienterne er delt op i et A-hold og et B-hold, og politikerne ved det godt, men af en eller anden grund, så har de ikke gjort noget ved det endnu, siger han og fortsætter:
- Jo mere vi får det nævnt og perspektiveret for politikerne, jo større er sandsynligheden for at de gør noget ved det. Vi bider os fast i haserne på dem, for det er den eneste måde, vi kan få det ændret.
Tandlægemangel i udkantsområder og unødvendigt bureaukrati
Som mangeårig tandlæge i Region Syddanmark, så kender Torben Schønwaldt også alt til den personalemangel, som mange tandlæger i udkantsområderne oplever.
Han vil derfor kæmpe for at sikre, at der i fremtiden bliver uddannet nok tandlæger, tandplejere og klinikassistenter til at dække behovet.
- Vi fik en midlertidig forøgelse af antallet af studiepladser over fem år, men det vil vi kæmpe for skal permanent, for ellers går det helt galt i fremtiden, siger Torben Schønwaldt.
Selvom Torben Schønwaldt nu skal stå i spidsen for de små 6.000 medlemmer af Tandlægeforeningen, fortsætter han med at behandle patienter på klinikken i Vejle, så han fortsat har et førstehåndskendskab til tandplejens udfordringer.