Sanna og Frank kan ikke skaffe tandlæger til deres klinik - og de er langt fra de eneste
Undersøgelse viser massive problemer med at tiltrække tandlæger i yderområderne af Region Syddanmark, og det mærker de på Sanna og Frank Gätjes klinik i Tønder.
Sanna Gätje har været tandlæge i Tønder i næsten 20 år. De seneste otte år har hun haft sin egen klinik, som hun driver med sin mand Frank Gätje.
De har så travlt på klinikken, at de må afvise patienter. Det kalder på flere medarbejdere, men de nye kolleger har vist sig utroligt svære at tiltrække.
- Det er rigtig svært at få særligt nyuddannede tandlæger herud, og vi oplever, at vi må afvise folk, når de ringer, fordi vi simpelthen ikke har tid, siger Frank Gätje.
Og når der en sjælden gang i mellem er en ledig tandlæge i området, så oplever de, at de nærmest skal kæmpe med de andre klinikker om at ansætte vedkommende.
- Sidste år var det egentlig alle tandlæger heromkring, der manglede en - enten på grund af barsel eller en, der havde sagt op - så man får egentlig bare fornemmelsen af, at man stiller sig i kø, fortæller Sanna Gätje.
Hver fjerde klinik lukket for tilgang
Klinikken i Tønder er langt fra den eneste, der oplever at måtte afvise patienter. Tandlægeforeningen har lavet en rundspørge blandt 500 medlemmer. Den viser, at over en fjerdedel af klinikkerne i Region Syddanmark har lukket for tilgang i løbet af sidste år, hvilket er det højeste tal i undersøgelsen.
- Det er typisk i yderområderne her i vores region, at der er stor mangel på arbejdskraft. Det er jo set i lyset af, at der kommer flere ældre også med et mere komplekst behandlingsbehov, at det bliver et større og større problem, siger Jørn Juul-Olsen, der er formand for Tandlægeforeningen i Region Syddanmark.
I undersøgelsen svarer 68 af 113 klinikker i Region Syddanmark - altså inklusiv Fyn - at mangel på arbejdskraft begrænser klinikkens arbejde. Det svarer til hele 60 procent af klinikkerne.
Det gør os til den region i landet, der er næsthårdest ramt. Og det er ikke uden risici, at køerne til tandklinikkerne vokser, lyder det fra den lokale brancheformand.
- I yderste konsekvens betyder det, at folk får større problemer med deres tænder. Tandsygdomme bliver værre, og det kan også gå ud over andre sygdomme. Der er en stor komorbiditet - altså sammenhængen - mellem tandsygdomme og eksempelvis diabetes og hjertekarsygdomme, forklarer Jørn Juul-Olsen.
Klinikker må gøre sig ekstra attraktive
Tandlægerne hilser det velkomment, at der de næste fire år bliver optaget flere studerende på tandlægeuddannelsen, men skal det have en mærkbar effekt, så kræver det ifølge dem, at det øgede optag bliver permanent.
Og selvom der kommer flere tandlæger, så kan det formentlig stadig være svært at lokke dem ud af de store byer.
På klinikken i Tønder har de oplevet meget lidt respons på stillingsopslag. Derfor har de øget fokus på at udvikle det personale, der allerede er i klinikken. Og så handler det om at skille sig ud fra de andre tandlæger, hvis man vil lokke kolleger til.
- Vi prøver at følge med ved at renovere og give en god løn, siger Sanna Gätje og fortsætter:
- Der er rigeligt at se til. Man kan godt høre, at andre måske oplever at have en tom bog, men det er ikke noget, vi kender til.