Nu udvides første stykke af trafikeret motorvej
I næste uge tager Vejdirektoratet første spadestik til den egentlige udvidelse af motorvej E45 på den seks kilometer lange strækning fra Vejle N og Sole Bæk ved Hedensted. Det skriver Vejdirektoratet i en pressemeddelelse.
- Der er store trængselsproblemer på E45-motorvejen, som betyder, at bilister dagligt holder i kø. Og i takt med at trafikken stiger, vil problemerne kun vokse. Det er derfor glædeligt, at vi nu for alvor kan sætte gang i udvidelsen af motorvejen. Med et 3. spor forventer vi at få lettet trafikken og de lange køer i myldretiden markant, udtaler projektchef i Vejdirektoratet John Kjærsgaard.
E45 skal udvides fra to til tre spor på den 38 kilometer lange strækning fra Vejle til Skanderborg.
Arbejdet med at udvide broer og tunneller samt rydning og arkæologi er allerede i gang, men i næste uge starter altså det egentlige arbejde med at anlægge et tredje spor.
I den forbindelse vil bilisterne opleve nedsat hastighed til 80 km/t mellem afkørsel 59 Hornstrup og 58 Hedensted. I perioder vil hastigheden være sat helt ned til 50 km/t i aften og nattetimerne.