Når Annette bliver bange, gør hun som dyrene
Nye regler omkring fejringen af nytår passer Annette Laursen godt. Men reglerne må godt blive endnu skrappere, mener hun.
Skiltet med "alt optaget" er for længst fundet frem.
Helt som det plejer at være, har rigtig mange hunde- og katteejere også i år bestilt en enkelt overnatning til deres kæledyr, når nytåret skal skydes ind.
Det gælder også på Springbjerglund Dyrepension i Randbøldal, hvor Annette Laursen gennem 22 år har taget sig godt af hunde og katte, der ikke bryder sig om fyrværkeri.
- De bliver afleveret, fordi deres ejere godt er klar over, at dyrene bliver panisk bange. Men her ude er der fred og ro, fortæller Annette Laursen.
Væk fra bulder og brag
Ifølge Annette Laursen ligger hendes dyrepension så langt ude på landet, at kæledyrene udgår de mange brag og lys på himlen.
- Nogle af hundene kan blive fuldstændigt panikslagne, hvis de pludselig hører et brag, mens katte gør lidt ligesom mig, når jeg bliver bange. Så finder de et mørkt sted og gemmer sig, siger Annette Laursen.
Helt forbudt
Med de nye fyrværkeriregler er det fremover kun lovligt at bruge fyrværkeri den 31. december og den 1. januar.
Det er Annette Laursen vældig godt tilfreds med. Men stod det til hende, blev fyrværkeri helt forbudt for private.
- Det er jo ikke kun hunde og katte, der bliver bange. Det er også heste, køer og mange andre dyr, siger hun.
Ikke holdt fri i mange år
For Annette Laursen vil et total forbud selvfølgelig give færre overnatninger på hendes dyrepension. Men det kan hun også se fordele ved.
- Så kan jeg også holde fri 31. december og 1. januar. Det har jeg ikke prøvet siden 2002, siger Annette Laursen.