Mor mistede sin datter i togulykke og flygtede ind i arbejdet
Kun seks procent af arbejdspladser har en sorgpolitik - blot en lille stigning siden 2019. Men der kan være god grund til at få en.
Der er god grund til, at arbejdspladser forholder sig til, hvordan den takler sorg hos medarbejderne.
Ikke kun for arbejdspladsen og samfundet generelt, men især for den sorgramte medarbejder.
Det har Tina Kreutzer fra Vejle mærket, efter hun i november 2022 mistede sin 23-årige datter i en tragisk togulykke ved Odense.
Derpå fulgte naturligt et kæmpe chok og en sorg for familien ovenpå det pludselige tab.
Tina Kreutzer var dog allerede tilbage på sit arbejde som sundhedskonsulent i Vejle Kommune efter to uger.
- Tina og jeg snakkede om, hvordan vi kom videre, og jeg spurgte, hvordan jeg kunne hjælpe. Så lagde vi en plan dag for dag og nogle aftaler om, hvordan hun kunne tjekke ud og tage en øv-dag. Og vi kiggede på opgaverne, så hun ikke sad med opgaver, der havde en deadline, siger Uffe Nymark Breum, Afdelingsleder, Folkesundhed i Vejle Kommune.
I dag er Tina Kreutzer taknemmelig for den måde, hendes arbejdsplads håndterede hendes sorg.
- Det med at kunne tjekke ind og ud har været en kæmpe hjælp, og det var helende. Risikoen for, hvis jeg var hjemme hele dagen, så kunne jeg være i sorgen hele tiden, og hvordan skulle jeg så komme ud af den?, siger Tina Kreutzer.
Der er dog stor forskel på, hvordan mennesker håndterer sorg. Og nogle af Tina Kreutzers kolleger var dog også bekymrede på hendes vegne. Til forskel havde en anden kollega nemlig været væk fra arbejdet over et år.
- Det kan godt være, jeg flygtede fra sorgen (ved at gå på arbejde, red.). I så fald var det en sund flugt. Jeg flygtede jo ikke ned i alkohol, spisning eller overdreven motion. Jeg tror da alle, har brug for at flygte, og arbejde kan også blive en flugt. Så længe det ikke tager overhånd, siger Tina Kreutz og fortsætter:
- For mig har det (at gå på arbejde, red.) hjulpet mig til at udholde sorgen. Om det har hjulpet til at komme igennem sorgen tvivler jeg på. For jeg tror, at sorgen har den størrelse, den har.
Skal en sorgpolitik være nedskrevet?
Det er kun seks procent af arbejdspladserne, der har en nedskrevet sorgpolitik, viser en analyse Dansk Erhverv fra 2022. En lille stigning fra 4 procent i 2019.
Syv procent overvejer dog at nedskrive en sorgpolitik.
- Det er stadig en lav andel, hvis man tænker på, hvad vi har af alkoholpolitikker, sygefraværspolitikker og sådan noget, hvor det er meget højere, siger seniorchefkonsulent hos Dansk Erhverv, Pernille Taarup, der stod bag analysen.
Hvis man gør det på mavefornemmelse, kan det betyde, at man måske ikke får gjort det på den rigtige måde
Pernille Taarup, seniorchefkonsulent, Dansk Erhverv
Dansk Erhverv har ikke data på, hvilke segmenter af arbejdspladser, der har sorgpolitikker, men Pernille Taarup mener at kunne se en tendens i, at det især er større arbejdspladser.
Og på det samfundsøkonomiske plan kan det faktisk også få konsekvenser for bundlinjen hos virksomheden. Ifølge en beregning lavet af revisions- og konsulenthuset Deloitte, koster komplicerede sorgreaktioner samfundet 3,4 milliarder kroner årligt i tabt produktion og overførselsydelser.
I Tina Kreutzers tilfælde er hun taknemmelig for den måde, hendes arbejdsplads håndterede hendes sorg.
Alligevel har Sundhedshuset faktisk ikke en sorgpolitik.
Den ledes i stedet ud fra en værdibaserede ledelsesprincipper. Så i stedet for stramme regler skal ledelsen ud fra værdierne vurdere, hvad den rigtige løsning er i den enkelte situation.
Men det er ikke nødvendigvis en god måde at gøre det på, siger Pernille Taarup fra Dansk Erhverv.
- Hvis man gør det på mavefornemmelse, kan det betyde, at man måske ikke får gjort det på den rigtige måde. Men man kan heller ikke skrive sig ud af alt. Men det at have nogle rammer, så man allerede har talt om det, så ved medarbejderen, at vi har en ramme for sorg. Så kan lederen bedre håndtere det, når man kommer og taler om det, siger Pernille Taarup.
Ikke tilhænger af lovbestemt sorgpolitik
- Hvad gør I selv for at påvirke arbejdsgiverne til at få lavet sorgpolitikker?
- Vi har ikke haft de store tiltag, må jeg tilstå. Vi sender vores analyser ud, hvor vi også opfordrer til, at man får lavet en sorgpolitik, siger Pernille Taarup fra Dansk Erhverv.
- Mener I så, at det burde det være lovfæstet, at arbejdspladser skal have en sorgpolitik?
- Vi er ikke tilhængere af lovgivningen om politikker, for det er meget individuelt. Men vi opfordrer til, at man taler om det, så det ikke er så tabubelagt. Det, at medierne bringer det, er også medvirkende til, at der kommer fokus på det.
Hun oplyser, at der findes mange hjemmesider, som kan hjælpe arbejdsgivere med, hvordan man får lavet en sorgpolitik - heriblandt fremhæver hun Det Nationale Sorgcenter.