Politi efterforsker mistænkeligt dødsfald
Onsdag morgen kort før klokken 8 fik politiet en anmeldelse om, at en 58-årig mand var fundet død på Mindevej i Vejle.
Sydøstjyllands Politi har derfor være til stede på Mindevej de seneste timer og er det fortsat.
- Når der bliver fundet en død person under mistænkelige omstændigheder, sætter vi naturligvis alt ind på at finde ud af, om der ligger noget kriminelt bag. Det gør vi også i dette tilfælde, og vi efterforsker sagen intensivt, siger vicepolitiinspektør Jens Lyng Michelsen.
De pårørende til den afdøde mand er underrettet. Der er på nuværende tidspunkt ingen anholdte, og Sydøstjyllands Politi deler flere informationer, når det er muligt.
Mangel på pædagoger sender medhjælpere på kursus
Der er mangel på pædagoger, og det får de ikke-faglærte til at fylde mere i institutionerne. Nu kan de komme på gratis kursus i Horsens, så de har nogle faglige redskaber at tage i brug.
Der er ikke altid tid til at stoppe op og snakke om tingene, når der er leverpostejmadder på bordene og bamser i luften. Måske glade børn, måske trætte børn.
Men det er der nu.
På VIA University College i Horsens har de stablet et gratis kursus på benene for ansatte i daginstitutionerne i Horsens Kommune, så alle kan blive klædt bedre på til hverdagens udfordringer. Med god tid til at snakke det igennem.
- Det betyder rigtig meget. For mig betyder det, at jeg har nemmere ved at relatere til børnene og gøre mit arbejde ordentligt, siger Mai Sommer, der er pædagogmedhjælper i Hovedgård.
Hun får som ikke-faglært nemlig nogle værktøjer med hjem, som giver et bedre fagligt grundlag, når hun er sammen med børnene.
Manglen er årsagen
Ifølge tal fra 2023 udgør en fjerdedel af personalet i Horsens kommunes daginstitutioner pædagogmedhjælpere, som altså ikke har en faglig relevant uddannelse.
Personale i daginstitutioner
I Horsens Kommunes dagtilbud ser fordelingen af det fastansatte faglærte og ufaglærte personale sådan ud:
Pædagoger og ledere udgør 552 svarende til 56 procent.
Pædagogiske assistenter udgør 179 svarende til 18 procent.
Pædagogmedhjælpere udgør 247 svarende til 25 procent.
Faglært personale er i alt 731 altså 75 procent.
Kilde: Horsens Kommune.
Alle fremskrivninger viser, at der kun kommer til at mangle flere faglærte i fremtiden. Hos Danske Professionshøjskoler anslår de, at der kommer til at mangle omkring 13.700 pædagoger i 2030.
Det er blandt andet denne tendens, der har fået VIA University College til at lave det gratis to-dages kursus, der netop henvender sig til de ikke-uddannede pædagogmedhjælpere.
- Når man kigger på de fremskrevne tal for de kommende år, så ser det rigtig slemt ud, og derfor er vi også nødt til at prøve at gøre en særlig indsats for at få flere til at gå den vej. Dels mangler der hænder, men i særdeleshed mangler der uddannede hænder, og det håber vi selvfølgelig, vi kan være med til at understøtte ved at lave tiltag som det her, siger Jens Norup Simonsen, uddannelsesleder på pædagoguddannelsen i Horsens.
De håber derfor også, at en enkelt eller to får lyst til at søge ind på pædagoguddannelsen efter kurset.
Pia Thulstrup er uddannet pædagogisk assistent, og deltager på kurset for at få frisket nogle redskaber op. Også hun mærker manglen ude i institutionerne.
- Jeg synes, det er ærgerligt. Det er noget af det mest givende arbejde, man kan have, og man har stor indflydelse på andre mennesker. Det kan også være hårdt, fordi man er sit eget værktøj hele tiden, men det er absolut den givende del, der er drivkraften for mig, siger hun.
På kurset deltager 30 kursister, som alle skal lære mere om at interagere med børn, og hvordan de skaber flere og nye lege.
Noget at dele
Det er kun et lille udsnit af kommunens personale fra daginstitutionerne, der deltager, men det betyder ikke, at der ikke er flere, der får glæde af det, de har lært.
- Jeg vil helt sikkert tage det med hjem og fortælle mine kollegaer om, hvad jeg har været igennem i dag. Også for at give dem en bekræftelse af, at det er rigtigt, det vi gør. Det er ikke bare noget, vi synes eller tror, der er faktisk evidens for det, siger Pia Tulstrup.
For Mai Sommer, der ikke har taget en pædagogisk uddannelse, er der kommet mange nye redskaber, som hun også har tænkt sig at dele ud af i Hovedgård.
- Jeg er så heldig, at jeg i morgen har teammøde, hvor jeg kan dele ud af den erfaring, jeg har fået i dag. Så det er det, der først kommer til at ske på det møde, og måske er der noget af det, mine kollegaer kan bruge, siger Mai Sommer.
VIA University College går med tankerne om at lave flere kurser fremover.