Løvehegn nedlagt - ødelæggelser for tusindvis af kroner i dyrepark
Det er godt, det er vinter. Dermed har løverne i Givskud Zoo ikke det behov for at være ude i det store anlæg. Hegnet rundt om løveanlægget er nemlig ødelagt af sne og frost.
Direktør Richard Østerballe har i sine 25 år i Givskud Zoo nærmest aldrig set så mange ødelæggelser i dyreparken som i disse dage.
I begyndelsen af januar blev Givskud ramt af snevejr. Ikke snestorm og voldsom blæst, men tung våd tøsne og i rigelige mængder.
- Jeg vil sige, at det på en underlig stille måde er en surrealistisk oplevelse, at se sne være så tung, at den er i stand til at knuse hegn og træer. Jeg har faktisk ikke set noget så vildt siden stormen i 1999, fortæller Richard Østerballe.
Det betyder, at blandt andet løverne og gorillaerne holdes i et meget mindre område, end normalt. Selv for vinterperioden.
- Løverne kan heldigvis komme ud i to små løbegårde. Det kan de godt lide. Heldigvis har vi de her områder til dem. Gorillaerne må blive inde, til der er ryddet op, og til voldgraven ikke længere er bundfrossen.
De store mænger tøsne har ødelagt så meget, at parken har måtte kalde ekstra mandskab ind for at få ryddet op inden vinterferien, der begynder i uge 7.
- Lige nu beskæftiger den her oprydning fem mand fuld tid i omkring en måned. Jeg regner med, at det løber op i et par hundrede tusinde kroner samt udgifter til materialer, fortæller Richard Østerballe.
Det er hele parken, som er ramt af væltede træer og hegn.
Selvom det er voldsomt, så når man Ifølge Richard Østerballe at blive klar til åbningen i vinterferien.
- Ja, vi skal nok nå at få repareret hegn og fjernet træer og buske, der ligger i vejen, så folk kan se dyrene som normalt i vinterperioden. Men det kommer til at tage et par år, før visse områder er tilgroet som før.