Kørestolsrugby på skoleskemaet, selvom det er en dyr sport
Elever på Hældagerskolen i Vejle har siden maj måned haft mulighed for at prøve kræfter med kørestolsrugby i idrætstimerne.
Projektet er et samarbejde mellem skolen og Parasport Danmark, og målet er at vise eleverne, at der er masser af muligheder for at dyrke idræt, selvom man har et handicap.
- Det er skide sjovt at se, hvad de egentlig kan, siger idrætslærer Simon Hvelplund Jeppesen om eleverne, der deltager i projektet.
Kørestolsrugby er en sport, hvor der er masser af action og fart over feltet.
Eleverne brager ind i hinanden i de specialbyggede kørestole, og der bliver kæmpet hårdt om bolden.
- Du får den der adrenalin, der suser igennem hele kroppen, fortæller 16 årige Nick Rasmussen fra Fredericia, der har cerebral parese og har meldt sig ind på et rugbyhold i fritiden.
- Det der pump hver gang du lige kommer bragende ind i en eller anden eller flyver en halv meter tilbage. Det synes jeg er rigtig sjovt, siger han.
Styrker selvtillid og sammenhold
Udover at give eleverne mulighed for at få motion og pulsen op, så styrker kørestolsrugby også deres selvtillid og sammenhold.
- Det, at se nogle af dem, som måske er dårlig stillet, at de lige pludselig har en rigtig vigtig rolle på banen. Det kan jo kun give et smil på læben, siger René Slot Dam, der selv spiller kørestolsrugby på udviklingslandsholdet. Han er undervisningskoordinator i Parasport Danmark.
Projektet har fået støtte af Elsass Fonden, og Parasport Danmark har udlånt specialkørestole til projektet. Kørestolene er dyre – de koster over 85.000 kr. stykket.
- Det er desværre ikke noget, vi har budget til, siger Simon Hvelplund Jeppesen, der er idrætslærer på Hældagerskolen. Han er glad for, at eleverne kan prøve en sport, der er udviklet på de handicappedes premisser.
Projektet kører indtil jul, og herefter skal det evalueres. Håbet er, at projektet kan være med til at få flere til at spille kørestolsrugby i Vejle.