John har brugt 20 år på selv at bygge sit kolonihavehus - nu risikerer han, at det skal rives ned
I to årtier har John Kjeldsen boet i sit kolonihavehus i Vejle, hvor han løbende har bygget til, men fordi Vejle Kommune nu vil ændre i lokalplanerne, risikerer han, at huset delvist skal rives ned.
Hvordan ser et kolonihavehus ud? Er det et lille skur på en græsplæne med urtehave eller et 100 kvadratmeter sommerhus med terrasse og værksted?
Det spørgsmål har man i Vejle Kommune stillet sig selv, og det ser nu ud til at få konsekvenser for en lang række kolonihaveejere i byen.
En af dem, der har en kolonihave i Vejle er John Kjeldsen. I to årtier har han stille og roligt bygget til på sin grund, så han i dag har 80 kvadratmeter kolonihavehus med et værksted på 20 kvadratmeter.
Ifølge de nuværende regler, har han 70 kvadratmeter mere end de 30, han må have under tag i kolonihaven.
- De skulle jo nok have været ude i lidt bedre tid, hvis de ville gøre noget ved det, så der er fejl på begge sider, svarer John Kjeldsen til spørgsmålet om, hvorfor han har bygget mere end det tilladte.
Han kolonihavehus ligger på lejet grund, som kommunen ejer, og han mener derfor, at kommunen bærer en del af ansvaret, fordi de ikke har ført tilsyn på området. Et synspunkt kommunen ikke deler.
Kommune vil gøre en ende på lovløsheden
John Kjeldsen er langt fra den eneste kolonihaveejer i Vejle, der har overskredet grænsen på de 30 kvadratmeter under tag.
For ud af de 1.000 kolonihavehuse, der er i Vejle Kommune, estimeres det, at kun 10 til 15 procent af dem overholder de gældende regler. Derfor vil Vejle Kommune nu sætte en stopper for lovløsheden i kolonihaverne ved at hæve kvadratmetergrænsen.
- Der er tale om en forøgelse på 150-160 procent, og det synes vi faktisk er ganske pænt, siger Erik Junge Madsen, der er projektleder for kolonihaveindsatsen i Vejle Kommune.
Men spørgsmålet er fortsat, om Vejle Kommune har ladet stå til og derfor selv bærer en del af skylden for, at de mange kolonihavehuse har overskredet kvadratmeterbegrænsningerne, fordi de ikke har ført tilstrækkeligt tilsyn på området.
- Vi må jo prioriterer i vores tilsyn efter de ressourcer vi har, hvorimod man kan sige, at det er enhver ejer og lejers pligt at finde ud af, hvad der er gældende, og ved at man har bygget uden tilladelse, så har man forbrudt sig mod reglerne på området, siger Erik Junge Madsen.
På et møde i byrådet den 8. marts skal politikerne tage stilling til, om de vil godkende de nye lokalplaner, der foreskriver at kolonihaver under 300 kvadratmeter må have 50 kvadratmeter under tag, mens dem over 300 kvadratmeter må have 80 kvadratmeter under tag.
Hvis lokalplanerne efter en ni ugers høringsfase bliver endeligt godkendt, vil det betyde at en del af de nu ulovlige kolonihavehuse vil blive lovlige, men de der stadig overskrider den nye grænse må tage konsekvensen.
- Hvis du har 120 kvadratmeter hus, og du kun må have 50, så er der ikke meget andet at gøre, en at der sker en fysisk lovliggørelse. Det vil sige en nedrivning indtil de passer med lokalplanens bestemmelser, forklarer Erik Junge Madsen.
- Det er utilstedeligt
Hjemme hos John Kjeldsen er det tæt på at være en katastrofe, hvis kommunen kræver, at hans hus skal overholde de nye regler.
I så fald skal han nemlig fjerne noget, der minder om 30 kvadratmeter af sit hus, hvilket han umuligt kan se sig ud af i en alder af 64 år.
- Selvfølgelig har der været nogle fejl fra vores side, men at de gennemtrumfer det på den måde her efter så mange år, det synes jeg simpelthen er helt utilstedeligt, siger John Kjeldsen.