Stedet ligger belejligt klemt inde mellem forskellige beværtninger i et hyggeligt gårdmiljø på Dæmningen i Vejle.

Det er ikke et hjem. Og så alligevel. 

For selvom de er hendes medarbejdere, så er de samtidig den familie, stedets indehaver, 39-årige Michele Poulsen, længes efter.

Stedet hedder 'Madindustrien' - en restaurant der er et resultat af et opbrud med Michele Poulsens trygge liv med god løn og pensionsordning.

Men vigtigst af alt er den resultatet af Michele Poulsens ønske om at realisere den drøm, hendes afdøde mor aldrig nåede at realisere. 

Et spring ud i det uvisse

Michele Poulsen er 39 år og bor i Vejle med sin mand og deres to børn.

I 2014 åbnede hun restaurant Madindustrien efter at have totalrenoveret lokalerne.

Under opbygningen og opstarten fik hun støtte fra sin bror Mathias Poulsen, der er hendes eneste rigtige familiemedlem tilbage.

Det kommer vi tilbage til.

Hun vidste intet om at drive restaurant. Men som bankuddannet havde hun dog en af de vigtige forudsætninger i orden. 

Men det var samtidig banklivet, hun ville væk fra.

- Det var et dejligt liv med gode arbejdsforhold. Men inde i maven var der noget, der sagde mig, at det kunne være sjovt at prøve noget andet, hvor jeg virkelig ville føle, at jeg lever.

Så i 2014 tog hun springet.

- Det var den vildeste følelse at bruge alle sine sparepenge. Men for første gang fik jeg følelsen af, at det bare var rigtigt. Det er meget at gå fra en sikker hverdag med en opsparing, der bare vokser, til at man knokler og kommer hjem uden at have omsat en skid.

Nogle aftener i starten sneg omsætningen sig kun lige akkurat op på 1.200 kroner.

Men hun mistede ikke modet.

Her i uge 42 har Michele Poulsen og hendes kolleger travlt. De er blandt ti andre restauranter i Syd- og Sønderjylland med i 'Dining Week', der er en nordeuropæisk restaurant-festival, hvor restauranter tilbyder finere mad til en lavere pris.

- Det er en mulighed for os, som restaurant, at nå længere ud til gæsterne. Vi oplever at få besøg fra Fyn, Sønderjylland og nord fra. Gæsterne kører gerne for at være med i denne restaurantfestival og det er en god mulighed både for dem og for os.

Knyttet til Japan

Mellem hendes for- og efternavne gemmer sig mellemnavnene Setuko og Ohira, der vidner om et japansk ophav.

Det er historien om en en dansk sømand, der mødte en japansk kvinde. De nåede at bo i Danmark i to år, før hun fik hjemve og rejste tilbage.

Tilbage i Danmark var Micheles morfar og hans datter - Micheles mor, som blev i Danmark og giftede sig med en dansk mand.

Familien har altid været lille, og den blev endnu mindre, da Micheles forældre gik bort med fem års mellemrum i henholdsvis 2010 og 2015.

Tilbage var Michele og hendes ene bror, Mathias. Af samme grund er de tæt knyttet til hinanden og ikke mindst til den japanske kultur.

De rejser jævnligt til Japan og dyrker deres fælles passion for det aktive udeliv.

Og de har da også mødt deres mormor flere gange, som på trods af afstanden altid har taget varmt imod dem.

De er taknemmelige for også at have den japanske kultur. 

Men mest af alt er de taknemmelige for at have hinanden.

- Jeg kunne ikke have gjort det uden ham, siger Michele Poulsen.

Udlever sin mors drøm

Michele Poulsen og hendes mor havde altid snakket om, at de gerne ville åbne en restaurant.

Men det nåede de aldrig. For i 2010 døde hendes mor af kræft.

- Jeg er så ked af, at hun ikke nåede at opleve restauranten og det nærvær og den energi, jeg føler for det. Hun nåede heller ikke at møde mine børn. Hun var ikke kun min bedste ven, hun var også en kæmpe inspiration for mig.

Men Michele Poulsen brugte smerten som drivkraft til at åbne en restaurant.

- Jeg tror, hun ville have været rigtig stolt. Hun gjorde en stor forskel i menneskers liv og var en ildsjæl. Hun blev selv forladt og brugte også det som drivkraft i sit eget liv, siger Michele Poulsen.

Selvom moren ikke nåede at opleve hendes drøm realiseret, så nåede Micheles far det. Han var med det første år, inden han desværre selv gik bort.

Og i takt med at Michele Poulsens familie selv er faldet fra, prøver hun at danne sin egen familie - blandt andet i restauranten.

- Når man ikke har så meget familie selv, så danner man nogle tætte venner og skaber nogle særlige bånd med kollegaerne, siger hun.

Ordentlighed og respekt

De japanske rødder betyder meget for hende i dag. Dyder som ordentlighed og respekt ligger stadig dybt i hendes eget og restaurantens dna.

- Japanerne har et servicegen, som er helt abnormt. De udviser så meget taknemmelighed, og det kunne vi godt bruge i den danske kultur. Så det er noget, jeg prøver at give videre til mit personale, siger hun.

Det er vigtigt for hende, at omgangstonen i køkkenet og restauranten er god medarbejderne imellem.

Og gæsterne skal være lige så vigtige, når de forlader restauranten, som når de går.

Sådan er det i Japan, så sådan skal det også være på Madindustrien.

- Min kæreste var inde i en japansk tøjbutik for at købe jeans. Da han var gået væk fra butikken, kiggede han tilbage og så, at de ansatte stadig stod og bukkede af taknemmelighed. De udviser hele tiden taknemmelighed, siger hun.

Hun bilder sig ind, at de familiære bånd også er grunden til, at de unge, der er taget til Aarhus for at læse, kommer tilbage og arbejder i restauranten i weekenderne.

Ni år efter hun tog springet, har hun ikke et eneste øjeblik fortrudt, at hun vinkede farvel til sit trygge liv.

Og hun fortsætter, så længe hun synes, det er sjovt.

- Det vigtigste er, at man har passionen. Det er de små sejre, man skal være taknemmelige for, ellers bliver alt et hamsterhjul. Jeg kunne ønske for alle, at de turde tage chancer og følge deres drømme, siger Michele Setuko Ohira Poulsen.