Halloween hitter for millioner
Syd- og sønderjyderne køber kostumer, slik og græskar som aldrig før. Den amerikanske halloween-tradition har bidt sig fast i landsdelen.
Græskar, skeletter, spindelvæv, flagermus-printede paptallerkener og vampyrslik.
Kreativiteten er stor, når supermarkeder og butikker, der specialiserer sig i kostumer og festartikler, sætter alle sejl til for at profitere af den halloween-trend, der spreder sig i Danmark disse år.
De seneste uger er der røget græskar og halloweenkostumer og -pynt over disken for et ukendt – men stort – millionbeløb i de syd- og sønderjyske butikker.
Salget har været fantastisk. Det har været en rigtig god sæson.
Tonny Drachmann Nielsen, varehuschef, Bilka, Vejle
- Vi offentliggør af princip aldrig vores salgstal, men halloween er en klart voksende forretning, siger varehuschef i Bilka i Vejle, Tonny Drachmann Nielsen, til TV SYD.
- Salget har været fantastisk. Det har været en rigtig god sæson, fortæller han.
50 procent op
Hos fest- og kostumeportalen temashop.dk i Fredericia melder marketingspecialist, Anni Nørgaard Christensen, også om stor fremgang i salget.
- Vores salg af halloweenudstyr er steget med 50 procent i forhold til sidste år, siger Anni Nørgaard Christensen til TV SYD.
I Syd- og Sønderjylland er det kunderne i Kolding, Fredericia og Sønderborg, der køber mest halloween-udstyr hos onlineportalen.
Varehuschef Tonny Drachmann Nielsen vurderer, at salget af halloween-relaterede varenumre i Bilka er vokset til det tre-firedobbelte i den tid, kæden har markedsført halloween.
- Det er en vækst, der er sket langsomt fra år til år, og salget vokser hvert eneste år, fortæller Tonny Drachmann Nielsen.
Hos COOP, som blandt andet har butikkerne Kvickly, Dagli' Brugsen og Fakta, fortæller analysechef Lars Aarup, at salget af halloweenslik er steget med 60-70 procent i år.
Nu elsker vi pludselig græskar
Halloween har også åbnet danskernes øjne for græskar.
Tonny Drachmann Nielsen fortæller, at salget af græskar er gået voldsomt frem de seneste år.
Tidligere solgte vi nogle hundrede græskar på en sæson, men nu er det mange tusinde græskar, vi sender med forbrugerne hjem.
Tonny Drachmann Nielsen, varehuschef, Bilka, Vejle
- Tidligere solgte vi nogle hundrede græskar på en sæson, men nu er det mange tusinde græskar, vi sender med forbrugerne hjem. De bruger dem blandt andet til at udhule og sætte lys i sammen med børnene, fortæller Tonny Drachmann Nielsen.
Det er en tendens, Lars Aarup, analysechef i COOP, bekræfter:
- Jeg vil gætte på, at vi i år kommer til at sælge flere store græskar end nogensinde før, siger Lars Aarup til TV SYD.
Halloween-hovedstad
Halloween er også en ”tradition”, mange city-foreninger har taget til sig. Det gælder især Vejle, som har udråbt sig selv som Danmarks halloween-hovedstad.
- Det er egentlig lidt et tilfælde, at det blev Halloween, vi tog til os. Vi manglede et event mellem kulturnatten og Black Friday, og så lå halloween lige for, fortæller citychef i Vejle, Marianne Jeppesen, til TV SYD.
- Ifølge marketingseksperter er halloween et koncept, folk kender fra USA, og som de kan relatere sig til, og så var succesen allerede halvt hjemme, fortæller Marianne Jeppesen.
Trækker kunder til
I Vejle kulminerer to ugers halloweenfejring i slutningen af uge 43 med to dage med et hav af halloween-arrangementer og en stor halloweenparade, som går gennem hele bymidten.
Halloween er uden sammenligning den event, der trækker flest folk til byen i Vejle på bare én dag.
Marianne Jeppesen, citychef, Vejle
Håbet er, at halloweenfejringen vil få endnu flere til at købe ind i Vejle.
I år trak halloween et sted mellem 13 og 14.000 mennesker ind i Vejles gågade på bare én dag.
- Halloween er uden sammenligning den event, der trækker flest folk til byen i Vejle på bare én dag, fortæller Marianne Jeppesen.
Det er primært byens restauranter og cafeer, der tjener på de mange mennesker under selve halloween-arrangementet.
- Byen er så proppet med mennesker, at det nærmest er umuligt at shoppe, men for os handler det faktisk ikke om, at butikkerne skal sælge en hel masse under selve paraden gennem byen. Den slags events bruger vi til at markedsføre byen som et sted, hvor der sker noget, og så håber vi, at Vejle er ”top of mind”, næste gang kunderne skal shoppe.
Fastelavn for voksne
Ifølge Anni Nørgaard Christensen, temashop.dk, er det ”uhyggen”, der sælger bedst. Og faktisk er det kostumer til voksne, der sælger mest:
Modsat fastelavn, så er halloween en tradition, der henvender sig til både børn og voksne – det er på en måde de voksnes fastelavn.
Anni Nørgaard Christensen, marketingspecialist, temashop.dk, Fredericia
- Cirka 70 procent af vores ordrer går til voksne. Modsat fastelavn, så er halloween en tradition, der henvender sig til både børn og voksne – det er på en måde de voksnes fastelavn, siger hun.
I det hele taget har halloween overhalet fastelavn.
- I COOP var salget af halloweenudstyr lige så stort som salget af fastelavnsudstyr i 2007 - siden da har salget af halloweenudstyr været størst, fortæller Lars Aarup.
Ifølge Anni Nørgaard Christensen er danskerne meget inspireret af både spil, film og serier, som har med zombier at gøre, når de køber halloweenkostumer, fortæller Anni Nørgaard Christensen.
Efter filmen ”The Nun” kom, har vi solgt masser af nonnekostumer i år, og jeg tror, at serier som ”The Walking Dead” er årsag til, at zombiekostumer også hitter rigtigt meget for tiden.
Den store kasse med halloweenpynt
Ifølge COOP's analysechef er halloween kommet for at blive i Danmark.
- Vi kan se, at folk i stigende grad køber pynt og kostumer, der kan gemmes. Tidligere var det mere engangs-ting, folk købte.
- Så ved siden af "Gertrud Sand-kassen" med julepynt så har mange danskere nu også en kasse med halloweenudstyr stående, fortæller Lars Aarup.