Grå parkeringsplads bliver forvandlet i farveeksplosion
Det flyder i disse dage over med kreativitet på en parkeringsplads i Vejle, hvor en masse street art-kunstnere lige nu folder sig ud på før kedelige, grå vægge.
En parkeringsplads bliver sjældent anset som noget, der er synderligt stimulerende for synsansen, men det vil Vejle Kommune lave om på.
I disse dage flyder det med pensler, stilladser og sakselifte på parkeringspladsen mellem Føtex, gågaden og Vedelsgade i Vejle. Her deltager 15 kunstnere i Vejle Street Art, når der skal males store malerier og kunstværker på de vægge og gavle, som omgiver parkeringspladsen. Og den får ikke for lidt med kreativiteten.
Emnet er 'Vi giver mere, end vi tager'.
- Vi stod hernede for en uges tid siden og kiggede på de her triste vægge, der bare emmede af glædesløshed, og nu ser man bare en eksplosion af farver. Det var slet ikke til at forestille sig, fortæller Erik Sanders, der er eventkoordinator ved Vejle Kommune.
En af kunstnerne, der har fået sin egen væg at udfolde sig på, er Eske Touborg fra Aarhus. Han har været en af drivkræfterne bag projektet.
- Jeg er skideglad. Ja, undskyld mit sprog, men det er jo fantastisk, når man arbejder på noget i lang tid, og det hele så går op i en højere enhed i sidste ende.
Han arbejder i øjeblikket på maleriet af en kvinde, der omfavner en diskokugle. Kvinden er ingen andre end kunstnerens egen kæreste.
- Så er der pluspoint på kontoen, griner han.
Street art er ikke graffiti
- Jeg har kæmpet en brag kamp for at blive kaldt kunstner i stedet for graffitimaler, fortæller Eske Touborg og fortsætter.
- Alt hvad man ser i gaderne, der har med bogstaver at gøre, det er graffiti, og alt andet er street art. Altså hvis man lidt hård og skærer det over en kam.
Og selvom nogen mener, at street art skal laves ulovligt, er han ikke selv i tvivl om, hvilken kategori han falder ind under.
- Det er en blanding mellem kunst og street art, og der går jeg meget op i, at det er kunstnerne selv, der skal have lov til at fortælle, hvad det er, de laver.
Det kan du opleve
Nedenfor kan du gå på opdagelse i det fulde program.
MANDAG – ONSDAG / D. 15. – 17. MAJ
Allerede fra mandag begynder forandringerne af byrummet på parkeringspladsens vægge bag Føtex i Nørregade. Her vil kunstnerne så småt indtage parkeringsområdet, de forbereder væggene, lave skitser og sætter de første streger.
TORSDAG / 18. MAJ
Alle kunstnerne mødes til KICK-OFF kl. 11.00. Derefter går de for alvor i gang med at transformere væggene til kæmpe kunstværker.
FREDAG - LØRDAG / D. 19. - 20. MAJ
Tag til City Vejle og besøg pladsen med masser af street art stemning - aktiviteter for børn, kreative sjæle og kunstinteresserede.
Du er velkommen til at slå dig ned, hygge, snakke med kunstnerne og opleve værkerne blive lavet.
LØRDAG / D. 20. MAJ
Kl. 11:00 til 13:00 - Kom ned og vær med til indvielse og SHOW-OFF. Her kan du møde kunstnerne, høre om idéerne bag værkerne og hvordan er blevet til, samt at se sidste detaljer bliver lavet.
City Vejle vil sikre god stemning og du er mere end velkommen til at slå dig ned og se de sidste detaljer blive lavet.
Kilde: Vejle.dk
Et moderne museum
Eventkoordinatoren kan ikke få armene ned af begejstring over projektet.
- Nu bliver det forvandlet til et moderne museum. Et sted hvor folk kan komme ned og opleve kunst. De kan gå hen og røre ved det og mærke den energi og stemning, som er i det, siger Erik Sanders.
Hvis du ikke selv har tid til at slå et smut forbi Vejle, kan du opleve en bid af kunstværkerne nedenfor.