Gift med tømmermænd efter Jelling – nu fejrer de bryllupsdagen med privat koncert
I går blev Casper og Kristina Brejnbjerg Olesen overrasket af komiker Daniel Hoff, fordi de var de heldige vindere af en privat koncert til Jelling Hjemmefestival.
Et ægte festivalpar.
Sådan kan man vist roligt beskrive Casper og Kristina Brejnbjerg Olesen fra Jelling. For 17 år siden mødte de hinanden sent på natten i et festivaltelt på Jelling Musikfestival, og for ti år siden valgte de at blive gift dagen efter festivalen - med tømmermænd.
- For os er det årets højdepunkt. Vi tager fri fra arbejde for at kunne være med hvert år, fortæller Kristina Brejnbjerg Olesen.
Jeg skyndte mig at tage tøj på og løb ud, hvor jeg så kunne høre Daniel kalde.
Kristina Brejnbjerg Olesen, Jelling
Vandt en privat koncert
I dag har parret sammen to børn og kan fejrer 10 års bryllupsdag. Derfor blev de i går de heldige vindere af en privat koncert med Bamse Madsen Band, da Jelling Musikfestival i samarbejde med TV SYD afholdt Jelling Hjemmefestival.
- Casper havde lige været ude at køre og fortalte, at han havde set en TV SYD-bil holde om hjørnet. Så jeg skyndte mig at tage tøj på og løb ud, hvor jeg så kunne høre Daniel kalde, fortæller Kristina Brejnbjerg Olesen om overraskelsen.
I løbet af de seneste to uger har folk kunnet tilmelde sig en konkurrence om at vinde en privatkoncert, hvor de skulle skrive, hvorfor netop de skulle vinde. I alt har 300 mennesker tilmeldt sig konkurrencen om én af de ni koncerter med henholdsvis Bamse Madsen Band, Frederik Damkaer og bandet Metropol. Vinderne blev overrasket på dagen, hvor komikeren Daniel Hoff kom ud med et kamerahold, hvorefter kunstneren spillede koncert i folks baghave.
Casper og Kristina Brejnbjerg Olesen havde specifikt ønsket Bamse Madsen Band til at komme, fordi de har et helt særligt minde fra en af hans koncerter.
- Sidste år på Jelling Musikfestival gik vi forbi Søpavillionen, hvor vi kunne høre Bamse spille. Det var sidst på natten, vi var fulde og stod helt oppe foran. Stemningen var så god, og vi kunne bare synge med på det hele, fortæller Kristina Brejnbjerg Olesen.
Overrasket for tidligt - gæsterne måtte komme løbende
Sammen med fem hold naboer havde parret i går gjort klar til morgenbrunch og fest ude på vejen. Men da Daniel Hoff og kameraholdet ankom kl. 10.00, var der ingen gæster at finde på villavejen, fordi brunchen først skulle starte et kvarter senere.
- Så gæsterne måtte komme løbende, og jeg fik at vide, at bandet kom om to minutter, så jeg måtte overveje, om jeg overhovedet kunne nå indenfor og få læbestift og sandaler på, siger Kristina Brejnbjerg Olesen.
Trods den hektiske start på koncerten, blev det dog en dag, parret sent vil glemme.
- Det betød faktisk rigtig meget for os. Det, at gense vores venner fra Jelling, og så genopleve det minde var en dejlig måde at fejre vores bryllupsdag på, siger Kristina Brejnbjerg Olesen.