For få søger ind på politiskolerne
Tilbage i november 2020 åbnede landets anden politiskole i Vejle i den ombyggede sygeplejeskole ved Vinding, men for få søger ind, lyder konklusionen.
Det skriver Ritzau.
En flerårsaftale for politiet fra slutningen af 2020 skulle være med til at sikre 450 ekstra betjente fra blandt andet den nye politiskole i Vejle, men tre et halvt år senere er kun 170 ekstra kommet til fra landets to politiskoler.
Den primære årsag til, at flere ikke søger ind på politiskolerne, er, at der er et kæmpestort uddannelsesudbud.
Det mener Jan Bjørn, rektor på Politiskolen i Vejle og Brøndbyøster, som tilføjer, at "konkurrencen er hårdere, end den nogensinde har været".
- Vi er mange, der gerne vil have fat i dem (unge mennesker, red.), siger Jan Bjørn.
Han mener ikke, at optagelseskravene til Politiskolen er med til at skræmme ansøgere væk.
Men Jan Bjørn tror, at mange har en opfattelse af, at det er meget svært at blive betjent.
- Vi skal blive bedre til at fortælle, at det er en uddannelse og et optagelsesforløb, som langt de fleste kan klare, siger han.
Rektoren hæfter sig ved, at optagelsestallet har ligget nogenlunde stabilt mellem 550 og 600 på de to skoler over de seneste tre år.
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) understreger over for TV 2, at der er behov for flere betjente.
Den væsentligste årsag til rekrutteringsudfordringerne er, at der er "rift om hænderne" på det danske arbejdsmarked, mener han.
SFs retsordfører fra Kolding, Karina Lorentzen, mener, at man skal undersøge muligheden for at genindfører løn under uddannelse til politieleverne.
- Nogle kommuner er begyndt at give det til SOSU’er i et forsøg på at rekruttere bredere. Jeg så gerne, at det også blev en del af andre uddannelser. Men nu arbejder jeg mest med retspolitik, siger SF-ordføreren til TV 2.
Ministeren svarer hverken ja eller nej til at genindføre løn under hele politiuddannelsen.