Ekspert foreslår, at højskoleelever skal være fuldt vaccinerede
På Engelsholm Højskole havde de for tre uger siden et tilfælde med deltavarianten. Den smittede var fuldt vaccineret.
Efterskole- og højskoleelever bør være færdigvaccinerede, inden de kan starte på skolerne, sådan lyder det i dag fra Viggo Andreasen, lektor i matematisk epidemiologi ved Roskilde Universitet.
- Min anbefaling vil være, at man fra skolernes side stiller krav om, at man er vaccineret, hvis man vil på efterskole eller højskole, siger han.
- Vi havde en kursist, som kom sejlende hertil fra Færøerne. En dame, der var færdigvaccineret, som i løbet af de første dage fik det dårligt. Hun troede i første omgang, at det bare var færgeturen, der sad lidt i kroppen. Det viste sig så fredag morgen, efter hun havde været til læge, at hun havde fået corona, fortæller Jakob Bonderup, der forstander ved Engelsholm Højskole.
Udbruddet fik den konsekvens, at 80 kursister måtte afbryde deres højskoleophold og tage hjem før tid.
Ikke fan af tvang
Det er udbrud som dette, som i dag får lektor Viggo Andreasen til at fokusere på efterskoler og højskoler. Han får dog ikke opbakning til sit forslag fra forstanderen på Engelsholm Højskole.
- Jeg er ikke ekspert. Men jeg er generelt lidt modstander af at stille alt for fundamentale krav til folk, inden de tager på højskole, siger Jakob Bonderup.
Socialdemokratiets sundhedsordfører Rasmus Horn Langhoff fortæller i dag, at han ikke vil kræve, at folk skal være fuldt vaccineret inden et højskoleophold.
- Det skal ikke være et krav. Det er helt afgørende, både principielt, at man selv bestemmer, om man tager en vaccine eller ej, men også helt grundlæggende i forhold til tilslutningen til vores vaccinationer, at folk selv bestemmer. Der er heldigvis meget stor tilslutning til vores vaccinationer. Det er vigtigt, at det er på frivillig basis, siger Rasmus Horn Langhoff.