1962 var et historisk år i Jelling.

Her dimitterede de første kvindelige lærerstuderende fra Jelling Statsseminarium, efter at de i 1957 begyndte på uddannelsen.

I dag, 60 år senere, er de atter samlet det sted, der dannede ramme om deres uddannelse. 

I 1962 var de i alt 20 kvindelige studerende. Godt 60 år senere var det lykkedes at samle 11 af de kvinder til jubilæet, hvor de først spiste frokost, inden de lagde vejen forbi de gamle klasselokaler i midten af Jelling. 

I de sidste 60 år har lærerfaget ændret sig markant, kan man forstå, når man snakker med nogle af de 11 kvinder.

En af kvinderne bag genforeningen er Kirsten Hammershøj, som også selv var med på holdet dengang. Hun har ikke glemt den modtagelse, de første kvindelige lærerstuderende fik på seminaret i Jelling i 1957.

Rundt omkring i samtlige vinduer og op ad trapperne stod alle de mandlige studerende, der skulle se, hvad det var for noget med de unge kvinder, der skulle til at have deres daglige gang på seminaret.

Lussing og spanskrør

På Jelling Statsseminarium var man ikke de første til at have kvindelige studerende, så da Kirsten Hammershøj og de øvrige studerende kom ud på arbejdsmarkedet, var en lærerinde ikke en fremmed eller helt ny ting.

Noget andet som bestemt heller ikke var nyt, var den korporlige afstraffelse i undervisningen. Det var dog kun i de første år af Kirsten Hammershøjs lærergerning, at de voldelige metoder blev anvendt.

- Jeg har givet en lussing én gang. Det var jeg godt nok ked af, men det synes jeg, at jeg blev nødt til. Jeg ved, at der har været brugt spanskrør på den skole, hvor jeg var på først, fortæller hun.

Den nu 82-årige pensionerede lærer oplevede en meget stor udvikling i lærerfaget i de år, hun arbejdede.

-Til at begynde med havde vi en bog, og den skulle vi have læst fra a til z. Vi vidste lige, hvad vi skulle, siger hun og tilføjer, at det ikke blev ved på den måde.

- Så blev det mere og mere... jeg vil næsten sige diffust, men nok sjovere ved at man kunne have helt andre måder at undervise på end lige efter bogen.

Når Sonja Udesen Andersen kigger tilbage på sin tid som lærer, så er der også en periode fra begyndelsen af hendes karriere, som hun ikke glemmer.

- Jeg har én gang oplevet at være bisidder, fordi at der var en, der skulle have med spanskrøret. Og så skulle der være en kvinde med. Det var rædselsfuldt, og jeg burde da også have sagt fra, men det gjorde jeg da ikke dengang.

Selvom lærerinder ikke var en helt ny ting i 1960’erne, så oplevede Sonja Udesen Andersen alligevel en smule forskelsbehandling på den første skole, hun blev ansat på. Mændene fik de gode timer, mens kvinderne fik det, som hun betegner som de lidt mere kedelige fag.

- Men det lavede vi om på, siger hun med et grin.

Vil ikke være lærer i dag

Det var dog ikke det eneste, der blev lavet om på. Selve lærerfaget har ændret sig meget i de år, hvor nu 83-årige Sonja Udesen Andersen var på arbejdsmarkedet.

- I dag er det jo meget hårdt at være lærer. Jeg er meget glad for, at jeg ikke er lærer i dag. Jeg har en datter, der er lærer, og jeg synes, hun har det hårdt.

Hvis vi spoler tiden tilbage til 1957 og den første skoledag for de kvindelige lærerstuderende, så er det bestemt også en dag, hun husker.

- Det var en kæmpestor oplevelse med alle de her mænd. Det var jo forfærdeligt. Nogle af de der unge mænd synes jo, at det var dejligt, og nogle andre synes, at det var forfærdeligt. Og hos lærerne var det vist meget delt, siger hun om holdningen til kvinder på Jelling Statsseminarium.

Og hvis vi bliver ved den første skoledag i 1957, så oplevede Kirja Kongsbak ikke den store uro omkring, at 20 kvinder begyndte at modtage undervisning på stedet.

- Folk havde jo ikke noget at skulle have sagt i den retning. Sådan var det jo bare. Så adlød man jo, siger hun.

Hun er født og opvokset i Jelling men flyttede efterfølgende til Amager, hvor hun fik job på en skole. Og igennem sine cirka 40 år som lærer har hun ikke haft mange forskellige arbejdspladser. Men det med at være på den samme arbejdsplads længe, synes hun ikke er noget, man ser i lige så høj grad hos de yngre generationer.

- Mine unge kollegaer skifter jo arbejde ret ofte. De tager det ikke så tungt, siger hun.

Tiden var generelt en helt anden.

I begyndelsen af 1960’erne tiltalte man læreren eller lærerinden med ‘De’, og skulle man påtale læreren, så var det ved efternavn.

- Det stoppede man med i 70’erne, der skete der jo en del, erindrer hun, inden hende og de øvrige dimittender fra 62 bevægede sig videre rundt på deres tidligere skole.