Borger rasende på Udlændingestyrelsen: - Vi kræver ekstra gadebelysning i Sandvad
Onsdag flyttede nye beboere ind i asylcenteret i Sandvad. Borgere og borgmester er utilfredse med, at Udlændingestyrelsen ikke havde orienteret dem forinden.
Artiklen er opdateret med citater fra udlændingestyrelsen
Indbyggere i Sandvad og borgmesteren i Vejle er rasende på Udlændingestyrelsen.
Årsagen er, at de første asylansøgere onsdag flyttede ind på det lokale asylcenter, uden at nogen i lokalområdet havde fået besked om det.
Udlændingestyrelsen har ellers gentagne gange understreget, at man gerne ville i dialog med borgerne om placeringen af asylansøgerne, som kan have en kriminel fortid.
Mit indtryk er, at vores nye beboere er lusket ind ad bagdøren.
Kirsten Paugan, formand, Sandvad Beboerforening
Både mandag og tirsdag i denne uge holdt Udlændingestyrelsen møder med borgmester og borgerne i Sandvad, og begge parter udtrykker nu utilfredshed med, at de ikke blev orienteret om indflytningen af nye beboere på Røde Kors’ asylcenter onsdag.
- På vores møde med Udlændingestyrelsen tirsdag sagde de ikke noget om, at nye beboere ville flytte ind dagen efter. Mit indtryk er, at vores nye beboere er lusket ind ad bagdøren, mener Kirsten Paugan, formand for Sandvad Beboerforening.
Onsdag bekræftede Udlændingestyrelsen over for TV SYD, at de første flygtninge fra Brovst i Nordjylland er flyttet ind på Center Sandvad.
Vicedirektør for Udlændingestyrelsen, Grith Sand Poulsen, uddyber i et mailsvar til TV SYD.
- Vi oplyste på mødet med kommunen i mandags, at indflytningen ville ske i nærmeste fremtid. Vi oplyste allerede på dialogmødet den 12. november, at der ville ske indflytninger i november/december, men at vi ikke forventede at give datoer.
I forhold til, hvorfor Udlændingestyrelsen ikke har oplyst, at de første beboere er flyttet ind på centret, skriver hun:
- Der har som bekendt løbende været afholdt og varslet højlydte demonstrationer ved centret, senest ved brug af lydudstyr.
- Reaktionerne fra lokalsamfundet, som også er udtrykt ved de tidligere afholdte dialogmøder, har været af en sådan karakter, at vi i højeste grad må prioritere at håndtere situationen bedst muligt i forhold til hensynet til de mennesker, som vi som myndighed har ansvaret for, skriver Vicedirektør ved Udlændingestyrelsen, Grith Sand Poulsen.
Jeg er både frustreret og overrasket og skuffet over, hvordan Udlændingestyrelsen agerer.
Jens Ejner Christensen (V), borgmester i Vejle
Resten af beboerne vil blive flyttet over de næste par uger. Det får landsbyens borgere til at forlange et møde med Udlændingestyrelsen.
- Vi beder nu om et akut møde, hvor vi vil gå hårdt til dem. Når de kan betale for vagtværn mod borgerne, kan de også betale for at øge trygheden i området, siger hun og fortsætter:
- Udlændingestyrelsen har lovet at ville betale for at sætte ekstra lys op i Sandvad. Det kommer vi også til at stille krav om. Nu skal byen lyses op, og det bliver desværre ikke med julebelysning. Vi er blevet lovet flere lygtepæle i byen.
Borgmester frustreret og skuffet
Også på borgmesterkontoret i Vejle er der stor utilfredshed med informationsniveauet hos Udlændingestyrelsen.
- På vores møde med dem mandag blev vi ikke orienteret om indflytningen, og det synes jeg de skulle have sagt, siger Vejles borgmester Jens Ejner Christensen (V).
- Jeg er både frustreret og overrasket og skuffet over, hvordan Udlændingestyrelsen agerer, for det ligger så langt fra den måde, vi arbejder på i Vejle Kommune. Vi har ellers de seneste 15 år haft et fantastisk samarbejde, men det er foldet ud på en helt uforståelig måde i sagen om Sandvad, mener han.
Vejle Kommune vil nu atter skrive til udlændinge- og integrationsministeren, socialdemokraten Mattias Tesfaye, for at gøre opmærksom på utilfredsheden med kommunikationsniveauet i sagen om asylcenteret i Sandvad.
I tidligere nævnte mail fortæller Grith Sand Poulsen, at man fra Udlændingestyrelsens side fortsat har et klart ønske om en konstruktiv dialog om håndteringen af Udlændingestyrelsens opgaver i Vejle Kommune og på Center Sandvad.