Martin Schneider Christensen står ved tilkørselsrampen til motortrafikvejen ved Børkop, hvor han ofte har stået.
På ryggen hænger en rygsæk med telt, sovepose, skiftetøj, havregryn og en fiskestang. Han skal på en månedlang rejse, men Martin har hverken købt flybillet eller togbillet til rejsen.
Han har sin tommeltot og sine brune papskilte. VEJLE står der med sort sprittusch på det skilt Martin holder i sin venstre hånd, for det er første stop på rejsen. Hans højre hånd er strakt ud til siden med tomlen i vejret.
Den unge gut vil nemlig blaffe 2.600 kilometer fra Børkop til Nordkap i Norge.
- Jeg er spændt på, hvor mange biler der er, når jeg nærmer mig Nordkap. Jeg forestiller mig, at der kommer en bil i timen, og hvis der skal fem biler til, før jeg får et lift, så kan det godt blive nogle lange dage, siger 23-årige Martin Schneider Christensen.
Jeg tror, jeg blev lidt provokeret, da jeg blev gravid og nogen sagde til mig, at så er det slut med det rejseri.
Men det behøver han ikke tænke på lige nu, for en sølvgrå Toyota holder ind til siden på tilkørselsrampen.
Martin hilser på chaufføren, før han smider sin taske på bagsædet og sætter sig ind på passagersædet, og bilen triller afsted.
Hvad betyder det at blaffe?
Blaffe, tomle, rejse på tommelfingeren, tage på stop betyder alt sammen det samme, nemlig at bede bilister om et gratis lift.
Fænomenet opstod i forbindelse med en tiltagende bilisme efter 2. verdenskrig.
Kilde: Den Store Danske
Opfostret som blaffer
Martin Schneider Christensen var fem år, da han første gang rejste på ferie på tommelfingeren. Det var i New Zealand sammen med sin mor. Det er hende, der har lært ham det.
- Jeg tror, jeg blev lidt provokeret, da jeg blev gravid og nogen sagde til mig, at så er det slut med det rejseri. Nu bliver du nok sådan en rigtig hønemor, og så tænkte jeg næh, jeg kan da tage ham med, fortæller Kirsten Christensen, der blev mor til Martin som 40-årig og har blaffet hele sin ungdom.
Martin var fuldstændig med på rejseteknikken og havde flair for det, fortæller hans mor.
Med sin lille femårige tommelfinger fik han en bus til at holde ind til siden. Kirsten var imponeret, for hun havde aldrig mødt en bus, der ville samle stoppere op.
Det var en flok amerikanske studerende, der var på tur i New Zealand. De havde bedt chaufføren om at holde ind, fordi de ville have den lille dreng med på tur.
Næste gang Martin tomlede var som niårig med sin mor og lillebror i Australien og igen som 14-årig fra New York til Alaska og tilbage igen, og så i New Zealand igen, da han var 18.
Derefter har Martin rejst på stop på egen hånd til Paris, op igennem Sverige og Norge, og utallige ture i Danmark hver gang han har skullet noget.
Lige så nemt som at tage bussen
At tomle blev Martin Schneider Christensens primære transportmiddel, mens han gik på efterskole. Hvis han ikke kunne køre med sine venners forældre, når han skulle hjem på weekend, så ville han hellere tomle end at ringe efter sin mor.
De to år han gik på HF i Vejle og boede ved sin mor i Børkop, blaffede han i skole, med mindre han kunne køre med en kammerat. Selvom der går tog og busser mellem de to byer, benyttede han dem ikke.
- Det falder mig bare naturligt at tomle. Jeg synes, det er nemt og billigt, og jeg er ikke afhængig af afgangstidspunkter. Det er bare at stille sig ud til vejen, når jeg er klar, siger Martin Schneider Christensen.
Det skete et par gange, at han kom for sent i skole. Men ikke fordi der manglede bilister, der ville tage ham med.
- Det var nok mere, fordi jeg kom for sent ud ad døren og generelt er meget optimistisk med tid. Jeg tænker tit, jeg kun behøver at vente ti minutter på et lift, men jeg burde nok lægge lidt ekstra ventetid oven i, siger Martin Schneider Christensen.
Jeg tænkte, de gør jo nok ikke mig noget, men jeg skal nok ikke lige pisse dem af
Lige så naturligt som nogle tager bussen, blaffede Martin fra fest til fest i studenterugen. Flere gange faldt han i søvn på turen og blev vækket af et prik på skulderen. Så takkede han for turen og steg ud ad bilen.
Det seneste år har Martin boet i Vejle. Når han skulle besøge sine venner i Århus, fandt han sit ÅRHUS-papskilt frem, gik ud til vejen og stak tomlen i vejret.
På med ja-hatten
Martin Schneider Christensen har aldrig sagt nej til et lift.
- Jeg gider ikke være kræsen. Jeg gider ikke vente. Jeg gider ikke være bange for, at der måske sker et eller andet, som aldrig sker. Det er måske et lidt ungt mindset, men jeg vil bare gerne derudaf, fortæller Martin Schneider Christensen.
Han tøvede ikke, da en sort Mercedes med tre udenlandske mænd for nyligt tilbød ham et lift. På turen fandt han ud af, at to af mændene netop var løsladt fra fængsel for forsøg på manddrab. Den oplysning fik ikke Martin til at fortryde, at han var steget ind i bilen.
- Jeg tænkte, de gør jo nok ikke mig noget, men jeg skal nok ikke lige pisse dem af, fortæller Martin Schneider Christensen.
De tre mænd gjorde ham ingenting. De var søde. Det er netop det, Martin synes, blafferturene kan. Mødet med andre mennesker nedbryder hans fordomme og fremmer hans tillid til fremmede og livet.
- Bekymrer mig, det gør jeg nok ikke så meget. Jeg har en generel tiltro til andre mennesker, fordi jeg bare gang på gang har oplevet søde mennesker uanset hvem, der har samlet mig op både i Danmark og i udlandet, siger Martin Schneider Christensen.
Selvom Danmark betegnes som et trygt land, svarer kun 20 procent af danskerne, at de ville give en blaffer et lift, hvis de så en på landevejen. 55 procent svarer 'nej, jeg ville føle mig utryg'.
Det viser en meningsmåling blandt 1.021 repræsentativt udvalgte danskere, som analyseinstituttet Wilke har foretaget for Avisen.dk.
Man kan ikke gøre andet end at smile og tænke, jamen det går nok, jeg skal nok komme frem
Om Martin ville have blaffet lige så ukritisk, hvis han havde været en pige, har han svært ved at sige. Men han mener, at både mænd og kvinder kan blaffe, og at man altid kan sige nej tak til et lift, hvis man er utryg.
Skal nok komme frem
Når Martin Schneider Christensen står ved vejkanten og venter på at blive tilbudt et lift, mærker han en uvished, som gør ham glad.
- Man kan ikke gøre andet end at smile og tænke, jamen det går nok, jeg skal nok komme frem, siger han.
At blaffe har lært Martin at være optimistisk. Den tilgang har han også til det sted i livet, hvor han befinder sig lige nu som ung, hvor mange beslutninger skal træffes om hans fremtid.
- Jeg tror, det, jeg leder efter, er sådan inde i mig selv. Jeg synes, det er fedt at være et sted i livet, hvor jeg kan gøre det, jeg vil og bare prøve det af, siger han.
Lige nu er det Martin vil at rejse til Nordkap på stop, og når han kommer hjem igen, vil han på højskole.
På et tidspunkt vil Martin gerne have børn, og så skal de lære at blaffe, ligesom hans mor har lært ham det.
