12-årige drenges redningsaktion vækker stolthed i byen
Fire drenge reddede kort før jul en 96-årig dame op af en grøft i Give. Byens butikker hylder nu drengene med gaver, fordi de skred til handling.
- Jul er lig med håb. Og det er da håb, når fire helt unge mennesker redder en dame efter at være faldet, siger Hanne Lund, der er formand for Give Handel og Erhverv.
Derfor arrangerede hun onsdag en hyldest til de fire drenge Oscar, Oskar, Mikkel og Oleksander på 11 og 12 år i samarbejde med Super Brugsen og Diagonalkroen i Give.
Godt en uge før jul hjalp drengene 96-årige Sigrid Hansen op, efter hun var faldet i grøften med sin rollator. Det er hun glad og taknemmelig for.
- Jeg synes, I er nogle flinke drenge, og jeg siger mange tak for, at I kom og hjalp mig, siger Sigrid Hansen til de fire drenge, der torsdag besøgte hende på plejehjemmet Kastaniehaven.
Men det er ikke kun Sigrid Hansen, der er berørt af drengenes handlekraft. Det har gjort indtryk i hele byen.
- Vi var enige lige med det samme om, at det skulle markeres. Vi skulle sige de her drenge tak for, at de ikke bare gik forbi hende, siger Hanne Lund.
Drengene har fået en kurv med sodavand, slik og chips og hver et gavekort på tusind kroner til at handle i byens butikker. Den opmærksomhed havde de fire drenge slet ikke regnet med at få.
- Det er lidt vildt, for det var ikke derfor, vi gjorde det. Vi gjorde det jo bare for at være søde, siger 12-årige Mikkel Juul Larsen.
En uhyggelig aftentur
Det var alt andet end en redningsaktion, de fire drenge havde i tankerne, da de lillejuleaften drog på en gåtur i mørket.
- Det var faktisk meningen, at vi ville ud på en uhyggelig aftentur. Og så hørte vi pludselig en, der råbte om hjælp, fortæller 11-årige Oskar Vemmelund.
Drengenes første instinkt var at løbe væk.
- Vi troede, der var en, der ville kidnappe os. Men så lyste Oscar med sin telefon, og så så vi, at der lå en med refleksvest på, fortæller Oskar Vemmelund.
Og så skred drengene til handling. Mikkel løftede Sigrid Hansen op og stå, imens Oleksander ringede efter hjælp og Oscar fik fat i rollatoren.
- Og jeg spurgte hende dumme spørgsmål, siger Oskar Vemmelund.
Ros fra uventet kant
Sigrid Hansen var ligesom drengene på en gåtur, som hun gør hver dag.
- Det var bare blevet så mørkt den aften, så jeg trådte ved siden af, fortæller Sigrid Hansen.
Hun faldt, og da Sigrid Hansen kunne høre drengene gå forbi på vejen, råbte hun efter dem.
- Jeg kunne ikke selv rejse mig, og det hjalp drengene mig så pænt med, og så fulgte de mig helt hjem, fortæller Sigrid Hansen, der har nedsat hørelse og syn.
De fire drenge har fået ros for deres næstekærlighed på flere måder, end de havde regnet med.
- Vi var på restaurant her i byen i forgårs, hvor vi fik en halvanden liters sodavand gratis, fordi vi havde hjulpet damen. Det er fedt, siger Oskar Vemmelund.