Ventetid, spildtid, køretid.

Alt blev målt op i tid hos familien Bjørnskov Schalech, da de boede i den lille by Vester Nebel nord for Kolding.

Familien med far Frank, mor Anne, sønnerne Malthe på 14 og Mikkel på 12 og døtrene Naya på 11 og Frida på syv brugte mange af ugens timer på transport, og forældrene følte, at de om eftermiddagen kun så hinanden på motorvejen, når de var på vej i hver sin retning med børnene.

Spildtiden i bil var irriterende

Både Malthe, Mikkel og Naya gik i skole 10-15 minutters kørsel fra hjemmet, og så havde de også alle fritidsinteresser en halv times kørsel fra hjemmet. Malthe og Mikkel gik i Vejen Garden og Naya i 6. Juli Garden i Fredericia. Med flere ganges træning om ugen og diverse udrykninger, som det hedder, når garden spiller i gaderne, blev der brugt rigtig mange timer i bilen.

- Børnene var splittede. De havde en følelse af aldrig at være hjemme, fordi der hele tiden var kørsel. Der var altid fokus på det næste, der skulle ske, fordi alt skulle planlægges, fortæller Anne Bjørnskov Schalech og uddyber, hvordan de ofte kørte i bil i en halv times tid, for at børnene skulle spille i 30 minutter og så en halv time retur igen.

- Det var irriterende, at hvis jeg for eksempel lavede noget, før jeg skulle til træning om onsdagen, så skulle jeg stoppe med det en halv time før, fordi jeg skulle bruge tid på den der køretur. Det var spildtid, siger Mikkel.

I programrækken ”Vejen til VM” kan du møde både Mikkel på 12 år og Malthe på 14 og høre, hvad det betyder for dem at være en del af Vejen Garden. 

Garden gav succes og sammenhold

Trods af de mange ugentlige timers spildtid på vejen var der dog ingen tvivl hos forældrene om, at børnenes store interesse for garden skulle prioriteres. For det var her især drengene havde det godt socialt og trivedes. Både Malthe og Mikkel havde været igennem en svær tid med mobning i skolen. Så Vejen Garden var deres fristed.

- Det var i garden, især Mikkel havde succeser. Det var her, han kunne det, han skulle kunne. Og det var ikke mindst her, han fungerede socialt og havde venner, fortæller hans mor Anne.

”I Vejen Garden gør vi hinanden gode”

Spørger man Mikkel, hvorfor Vejen Garden har så stærkt et sammenhold og fællesskab, er han slet ikke i tvivl. Den 12-årige skoledreng, som også spiller fodbold i sin fritid, kan nemt forklare forskellen på de to typer af holdsport.

- Fodbold er meget konkurrence, hvor man gerne skal være den bedste. I Vejen Garden handler det i høj grad om, at vi gør hinanden gode.

For Mikkel er det et frirum at være sammen med jævnaldrende drenge og voksne mænd på over 50 år, og han nyder både at have venner på samme alder i Vejen Garden og samtidig at kunne lære noget fra de mere erfarne. Det, kan mor Anne også mærke, smitter af på hendes søn.

- Det er megafedt at se, at vores drenge har mange relationer dernede. Når Mikkel kommer ned i Vejen Garden, hilser alle på ham. Ikke kun dem på hans egen alder. Det får man ikke til fodbold, hvor man mere er sammen med dem på sin egen alder, siger Anne Bjørnskov Schalech.

Kan cykle rundt selv

Efter tre år med kørsel frem og tilbage tog Anne og Frank Bjørnskov Schalech sidste år en beslutning om at flytte.

Naya var stoppet i garden i Fredericia, og Malthe var kommet ind på talentlinjen på musikskolen i Vejen, hvilket ville betyde endnu flere øvedage.

I december måned sidste år flyttede familien ind i deres nye hus midt i Vejen. Og faktisk har det vist sig både at spare tid og penge. Det dyre hus i Vester Nebel blev skiftet ud med et billigere i den sydjyske stationsby, og det kan også mærkes på økonomien, at bilerne ikke længere skal tankes så ofte.

Men det vigtigste for forældrene er uden tvivl, at alle børnene er faldet godt til. Og Mikkel elsker at bo i samme by som sine venner.

- Jeg er blevet meget mere social. Jeg kan cykle til alting nu i stedet for at sidde en halv time i bil. Og jeg kan komme hjem i pauserne og snakke med min familie og så tage af sted igen, fortæller Mikkel, som også mærker en tilfredshed ved, at han kan meget mere selv nu.

- Det var ikke særligt fedt, at mine forældre skulle køre mig til alt, både når jeg skulle se mine venner, og når jeg skulle i garden. Efter vi er flyttet, har jeg fået meget mere ansvar selv, og jeg er ikke så afhængig af mine forældre længere, lyder det fra den 12-årige.

Flytningen har kostet - for de voksne

Så selvom der er kommet 20 minutter længere i bilen på arbejde for Frank, og selvom både Anne og Frank indimellem kan savne de bekendtskaber, de havde i Vester Nebel, så er parret ikke i tvivl om, at den roligere hverdag familien har fået, var det hele værd.

- Når jeg kigger tilbage, kan jeg slet ikke forstå, hvordan vi kunne komme igennem det, lyder det fra Anne.

Forældreparret nyder deres nye tilværelse med frie stunder om eftermiddagen. Og nu joker de begge med, at den ekstra tid kan ende med at gå to veje.

- Enten bliver vi tættere knyttet, eller også bliver vi skilt, fordi vi skal til at snakke sammen, siger Anne.