Slagteri øger sikkerheden efter dødsulykke
Ovenpå en arbejdsulykke med dødelig udgang tirsdag forbedrer Danish Crown nu sikkerheden på slagteri i Holsted.
Arbejdsulykken, der tirsdag aften kostede en rengøringsassistent livet på Danish Crowns slagteri i Holsted, har resulteret i to strakspåbud til virksomheden. Den 54-årige rengøringsassistent, der ikke var ansat på slagteriet, men arbejdede for et ekstern rengøringsfirma, blev klemt ihjel mellem to hæve/sænkeplatforme.
Platformene kunne hæves og sænkes uafhængigt af hinanden, og der var kun 10 centimeter imellem dem. Det gjorde ulykken mulig - derfor skal Danish Crown nu ændre det, så man forhindrer, at nogen kan blive klemt.
- Ulykken har tydeliggjort, at platformene kan sikres yderligere, hvis der sættes en plade op over for den modstående platform. Altså ikke kun et gelænder men en metalplade i en højde, så man ikke kan læne sig ud over mod den tilstødende platform. Det har vi allerede gjort, forklarer Jens Hansen, pressechef hos Danish Crown.
Det er fortsat uopklaret, hvordan medarbejderen kunne havne i den situation.
Jens Hansen, Danish Crown
Den type platforme, rengøringsassistenten kom i klemme mellem, bruges på slagterier over hele verden. Danish Crown registrerer alle arbejdsulykker og alle nær-ved-ulykker på deres egne slagterier.
- Vi har været igennem samtlige registreringer, siden slagteriet har været i gang, og vi har ikke haft nogle indikationer på, at noget som det her ville kunne ske. Det gør jo ikke, at vi kan frasige os et ansvar, og vi ville da gerne have vidst, at ved at sætte en plade op mellem platformene kunne vi have afværget denne ulykke, siger Jens Hansen.
Anden ulykke på halvandet år
Ulykke for halvandet år siden på slagteriet i Blans. Jens Hansen kan godt forstå, at der begynder at opstå tvivl om sikkerheden på slagterierne, men samtidig mener han ikke, at de to ulykker er sammenlignelige.
- Vi satte benhårdt ind efter ulykken i Blans, hvor det var en maskine, der startede under en servicering. Der har vi sat ind med et helt program for, hvordan man kan sikre stedet. Det er en ekstra sikkerhed, som ikke en gang er lovpligtig. I det aktuelle tilfælde kan man nu se, at der er en helt konkret ting, som kunne have være gjort. Men som ikke en gang de dyrtkøbte specialister på noget tidspunkt har tænkt over, at det kunne give mening at gøre. For det er faktisk ikke noget, der koster særligt mange penge, fortæller han.
Danish Crown gør ifølge pressechefen alt, hvad den overhovedet kan for at undgå ulykker, og derfor er det også vigtigt for virksomheden at komme til bunds i, hvordan denne ulykke overhovedet kunne ske.
- Det er fortsat uopklaret, hvordan medarbejderen kunne havne i den situation. Det håber vi at få belyst, for i sidste ende er det en vigtig del af det samlede billede, siger han.
Kontakt til andre slagterier
Jens Hansen forklarer, at sikkerhed allerede er tænkt ind, når man køber en ny maskine til slagteriet. I dette tilfælde er Danish Crown gået tilbage til producenten, der installerer platformene over hele verden for at orientere om, hvad der er sket, og hvad der er gjort for at højne sikkerheden.
- Hvis der havde været en ulykke på et andet slagteri et eller andet sted i verden, var vi også blevet orienteret og kunne have reageret på det. Vi har en pligt til at dele vores erfaringer med andre, så vi kan undgå lignende ulykker i fremtiden.
Danish Crown er i dialog med rengøringsselskabet Tekniclean for at sikre, at firmaet har fået de nødvendige instrukser, og for at sikre, at de har instrueret deres medarbejdere.