Kødkonge anklager Nykredit for konkurs
Kurt Skare, tidligere ejer af kødimperiet Skare Meat Packers, og hans datter Gitte Skare kritiserer Nykredit for at have spillet en afgørende rolle i familiens økonomiske kollaps.
Skare-familien mener, at Nykredit forhindrede dem i at skifte bank til Arbejdernes Landsbank, hvilket førte til konkursen af Skare Meat Packers og tvangsopløsningen af Kurt Skares holdingselskab.
Det fortælle Kurt og Gitte Skare i et stort interview i Berlingske.
- Med de begrundelser, vi har fået, forstår vi ikke, hvorfor man ville trække tæppet væk under 700 arbejdspladser. Vi mener, at der må have været en skjult dagsorden, siger Kurt Skare til avisen.
Kurt Skare brugte 50 år på at opbygge sin virksomhed, som indgav konkursbegæring i begyndelsen af februar 2023. Cirka 300 medarbejdere blev afskediget.
Du kan læse mere om kødskandalen og konkursen her:
Enden for Skare Meat Packers begyndte, da Fødevarestyrelsen fandt over 250 ton gammelt kød i fryseren. Noget dateret tilbage til 2010.
Det er ikke ulovligt at sælge gammelt kød. Faktisk må man sælge kød, der er 50 år gammelt, men det er til gengæld ulovligt at sælge kød, hvis ikke det kan spores. Og dét var endnu et problem for virksomheden.
Flere forhandlere afbrød samarbejdet og så gik det ellers nedad.
Men nu skyder Skare-familien altså tilbage på Nykredit.
Kunne have reddet virksomheden
Kurt og Gitte Skare hævder, at banken havde en "skjult dagsorden" og modarbejdede overdragelsen til den nye bank. Nykredit har ikke ønsket at kommentere anklagerne.
Trods en kødskandale, hvor Fødevarestyrelsen beslaglagde over 250 ton kød, insisterer Skare på, at det var Nykredits handlinger, der forårsagede konkursen, ikke skandalen eller virksomhedens økonomiske situation.
Skare-familien hævder, at de havde betydelige værdier i ejendomme, som kunne have sikret virksomhedens fremtid.
Kurt og Gitte Skare arbejder nu på at genopbygge deres virksomhed og håber at kunne vende tilbage til produktion i Danmark. De har allerede startet en mindre kødproduktion i Spanien.