Kæmpe guldskat fundet af amatørarkæologer
Det var nærmest en uvirkelig følelse, der ramte tre amatørarkæologer på en mark nær Vejen. Deres metaldetektorer bippede hele syv gange – og de fandt dermed Danmarks største guldskat fra vikingetiden.
En unik skat er blevet fundet under sommersolen på en mark i Vejen Kommune i sidste uge. Tre amatørarkæologer drog med deres metaldetektorer til marken, hvor der tilbage i 1911 blev fundet en guldkæde, og efter kort tids søgen kunne de konstatere, at der var mere guld i jorden.
Marie Aagaard Larsen, hendes mand Kristen Nedergaard Dreiøe og deres fælles ven Poul Nørgaard Pedersen fandt i alt syv armringe fra vikingetiden – én i sølv og seks i guld – og det gør dermed skatten til Danmarks største guldskat fra vikingetiden.
- Det er en af de største dage i mit liv, og det vil det nok være for evigt, fortæller den ene af finderne, Marie Aagaard Larsen til TV SYD.
De seks guldringe vejer i alt 840 gram, og derudover er der så sølvringen, der bringer vægten op på næsten et kilo for den samlede skat. Det vurderes, at ringene er tilbage fra 900-tallet.
Fra én til syv
Amatørarkæologerne kontaktede efter fundet Sønderskov Museum i Vejen, hvor fundet imponerede.
- Det kommer aldrig til at ske igen. Det tror jeg ikke på. Vi skal nok finde noget fedt, men at stå med et kilo guld, det kommer ikke til at ske igen, mener Lars Grundvad, der er museumsinspektør på museet i Vejen.
Lars Grundvad er overbevist om, at guldkæden, der blev fundet samme sted tilbage i 1911, hører sammen med de syv nyfundne armringe, da en af ringene er lavet i den såkaldte Jelling-stil - præcis som armbåndet, der blev fundet i 1911.
En unik skat
På Nationalmuseet har fundet af det, der betegnes som Danmarks største guldskat fra vikingetiden, også imponeret. Her mener man, at skatten har tilhørt vikingetidens øverste elite.
- Det er rigtig stort. Guld er noget af det mest sjældne. Bare at finde en ring er noget helt særligt, så det er helt unikt at finde syv, siger Peter Pentz, der er vikingetidsekspert og museumsinspektør på Nationalmuseet til TV SYD.
Indtil sidste uge var det et skattefund fra Vester Vedsted i Sydvestjylland, der lå på førstepladsen med en skat på cirka 750 gram guld.
Skattens præcise findested holdes hemmeligt indtil videre, så museet i fred og ro kan undersøge området. For finderne er i samarbejde med Museet på Sønderskov fortsat i gang, så der kan stadig dukke mere op.
Museet på Sønderskov håber at kunne udstille skatten på museet, inden den sendes til Nationalmuseet i Købehavn, hvor den vil blive nærstuderet og danefævurderet, så de tre amatørarkæologer kan få deres findeløn.
Guldhornene er større end det nye fund, men da det er et jernalderfund, er de seks guldarmringe altså Danmarks største fund fra vikingetiden.
Danmarks største guldskat fra vikingetiden:
- Skatten blev fundet i sidste uge på en mark i Vejen Kommune i Jylland af de tre amatørarkæologer; Marie Aagaard Larsen, hendes mand Kristen Nedergaard Dreiøe og deres fælles ven Poul Nørgaard Pedersen.
- Det er Danmarks største guldskat fra vikingetiden. I alt vejer skatten knapt et kilo. Heraf er cirka 900 gram guld og resten er sølv.
- Skattefundet består af syv armringe. Én af sølv og seks af guld. Derudover er guldkæden, som blev fundet på samme mark i 1911, sandsynligvis også en del af skatten. Skatten består derfor af i alt otte pragtsmykker.
- To af pragtsmykkerne er lavet i Jelling-stil, der er en stilart, som typisk knytter sig til vikingetidens elite. Stilen opstod i første halvdel af10. århundredeog forsvandt inden år 1000.
- Skatten er sandsynligvis nedlagt en gang i 900-årene.