Hardys søn reddede ham og er nomineret til pris
En dejlig sommerdag sidste år var Hardy Jensen fra Rødding tæt på at dø. Kun en hurtig indsats fra hans søn, Tobias, og hans ven, Henry, reddede hans liv.
Hardy var på ferie med sin hustru, to sønner og et venne-par i Ebeltoft, da han pludselig faldt om med det, der skulle vise sig at være et hjertestop.
- Min kone sidder i sofaen ved siden af Hardy og kalder pludseligt på mig og siger, at der er et eller andet galt. Vi troede faktisk først, at det er et sukker-chok, så jeg dasker ham lidt på kinderne, og min kone henter et glas æblejuice. Så bliver han bare helt mørkeblå i hovedet – og så er du godt klar over, at det skal gå stærkt, fortæller Hardys kammerat Henry.
Vennen Henry og Hardys søn, Tobias, gik straks i gang med hjertelungemassage.
Det lød som om, de var kommet op at slås
Tobias Grønbæk, søn.
- Hvis Henry og Tobias ikke havde været der den dag, så er jeg helt sikker på, at enten havde jeg været død, eller også havde jeg måske haft en hjerneskade, fordi jeg havde fået ilt for sent, fortæller Hardy.
Hvis man har overværet et hjertestop, ved man, at det er en dramatisk affære.
- Jeg var lige kommet ud af badet og kunne høre, at de råber og skriger ude fra køkkenet. Jeg troede faktisk til at starte med, at Henry og far var kommet op og slås, fortæller Tobias og fortsætter:
- Men så kunne jeg se, at han var helt lilla, og så gik det bare som instinkt at begynde på hjertemassage, siger altså søn Tobias.
Tobias har haft førstehjælp, da han tog knallertkørekort og tænker ikke så meget mere over episoden i dag.
- Det, jeg bedst kan huske, er, at han var helt blå, nærmest sort, fortæller den 16-årige, der arbejder på at blive lastbilmekaniker, og senere vil han ud og køre lastbil.
Far Hardy er imidlertid færdig med at køre store biler, risikoen for at det kan gentage sig er trods alt for stor, også selvom han har fået indopereret en hjertestarter.
- Jeg går ikke og er nervøs for, at det skal ske igen. I dag har jeg det rigtigt godt og har fået noget andet at lave. Det viser jo også, at systemet fungerer. Vi kan grine lidt, når vi er på førstehjælpskurser og skal puste i dukkerne, men det virker jo, når det skal bruges, siger den heldige overlever.
Fakta om hjertestop
- Hvert år får ca. 5.000 danskere hjertestop uden for et hospital.
- Chancen for at overleve er cirka dobbelt så stor, hvis nogen giver hjertelungeredning indtil ambulancen når frem.
- Hvis ingen træder til med genoplivning inden ambulancens ankomst, overlever 6 % af de personer, som får hjertestop uden for hospital. Ud af de personer, som får hjertemassage inden ambulancens ankomst, overlever 13 %.
- De, der får livreddende førstehjælp/modtager genoplivning fra vidner, har 40 procent større chance for at vende tilbage til deres job, sammenlignet med personer som ikke får nogen hjælp, før ambulancen når frem.
- I dag træder vidner til med genoplivning i 79 % af alle tilfælde af hjertestop uden for hospital. Det er en firdobling i forhold til 2001, hvor 19 % trådte til. Og mange flere kan overleve et hjertestop uden for hospital, hvis endnu flere vidner til hjertestop straks giver hjertelungeredning og bruger en hjertestarter.
(Kilde: Dansk Råd for Genoplivning)
Derfor har Røde Kors indstillet Henry og Tobias til prisen som Årets Førstehjælper, fordi de har ydet en særlig og modig førstehjælpsindsats og reddet et menneskeliv. Prisen uddeles fredag den 17. marts og består af 10.000 kroner. Det er privathospitalet Alaris, der sponsorerer prisen.
- Folk siger jo, at jeg skal være glad, for nu kan jeg fejre to fødselsdage om året. Den dag, hvor jeg blev født, og den dag jeg blev genoplivet, siger Hardy Jensen.