Granvoksen mand plaskede nøgen rundt i børnebassin og væltede ansat omkuld
Torsdag eftermiddag udspillede en opsigtsvækkende situation sig i Rødding Centret, hvor en 45-årig mand først begik hærværk og sidenhen badede nøgen i børnebassinet.
I går eftermiddag bevægede en 45-årig mand fra Gram sig ind i Rødding Centret, hvor han skabte postyr og endte med en sigtelse for vold og hærværk.
- Manden gik ind i motionscentret, hvor han tog en håndvægt og brugte den til at smadre et spejl, forklarer politikommissær hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Ole Rahbæk Thomsen.
Hernæst begav manden sig videre mod svømmehallen. Her satte han kurs mod børnebassinet, men inden da forsøgte en kvindelig ansat at henvende sig til manden, hvorefter han skubber kvinden omkuld, så hun falder og slår sig.
Derefter gik manden, som politiet har beskrevet som en 'meget stor mand', videre mod børnebassinet.
- Han smed alt tøjet og hoppede nøgen i børnebassinet. Der plaskede han rundt, da vi ankom. Men han var stadig meget svær at indlede en dialog med og fortsat udadreagerende, fortalte vagtchef hos Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholt, til JydskeVestkysten.
Eftersom manden var udadreagerende, blev endnu en patrulje tilkaldt til svømmehallen, hvorefter han blev 'anholdt med fornødne magt', som politikommissæren forklarer det.