Varde Sommerspil genoptager forestillingerne
Varde Sommerspil er klar til at genoptage "Baronessen fra benzintanken" fra tirsdag, efter hændelsen, hvor en stor gren knækkede ned over publikumsområdet.
Oprydningsarbejdet er allerede i gang på Friluftsscenen i Varde, mens Varde Kommune efterser alle træer i området. Ydermere er det pågældende træ, som grenen knækkede af, fjernet ved roden, skriver Teatret 7-kanten i en pressemeddelelse.
- Vi er naturligvis meget kede af den dramatiske episode, som publikum var vidne til i forbindelse med afviklingen af vores forestilling, men samtidig er vi også lettede over, at der kun skete materiel skade, fortæller PR- og marketing manager, Ole F. Gudmundsen i pressemeddelelsen.
Et lystårn placeret under træet led stor skade ved hændelsen, ligesom bænkene i området ved træet må repareres.
Teatret 7-kanten vil kontakte alle billetkøbere til forestillingen søndag, hvor hændelsen skete, og give disse mulighed for refusion eller flytte deres billet til en anden dag. Ligeledes laves en ekstra forestilling d. 7. juli kl. 15:00.